Håndbold

- Han gav Nikolaj Jacobsen et virkelig, virkelig godt indtryk

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter torsdagens storsejr over Norge.

En meget, meget fornem dansk præstation, men midt i roserne hører det også med, at jeg var umådeligt skuffet over det norske landshold og deres ageren.

Jeg er opmærksom på, at Norge – ligesom danskerne – manglede nogle af deres bedste spillere, men deres niveau var skræmmende dårligt.

Strategien hos danskerne var langt bedre – både i forsvaret og i angrebet. Norge lavede 13 tekniske fejl, mens Danmark kun noterede sig for 6. Det hele hang langt bedre sammen.

Det skal ikke tage noget fra danskerne, at Norge ikke var der. De var så meget bedre, men jeg må sige, at jeg havde håbet på bare lidt mere kamp om det.

Der var et væld af gode danske præstationer, men jeg er nødt til at fremhæve Jacob Lassen, der var den gennemgående figur i det, som Danmark lavede. Især angrebsmæssigt. Han gav bare endnu et bevis på, hvor dygtig han er.

Karakterer til danskerne

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Kevin Møller

    Målvogter

    Han kom ikke på banen. 

    UB
  • Emil Nielsen

    Målvogter

    Det var en god beslutning fra Nikolaj Jacobsen, at han lod ham fortsætte efter pausen. Han stod forfærdeligt i 1. halvleg med bare to redninger, mens han efter pausen lukkede helt ned og havde otte redninger. Flere af dem var store, og han endte på en redningsprocent på 32. Der var virkelig en stor forskel på det, han lavede før pausen og det, han lavede efter. Det var godt for ham, at han fandt sit niveau, for han trængte til at vise, hvor dygtig han er.

    4
  • Anders Zachariassen

    Stregspiller

    Det er meget blandet fra ham i dag. Zachariassen havde problemer defensivt, hvor han indimellem var for overaggressiv. Det blev bedre, som kampen skred frem, men det var tydeligt, at han lige skulle finde rytmen forsvarsmæssigt. Til gengæld kunne man godt se, det var en spiller, der var glad for at være med igen. Han var en evig kilde til uro angrebsmæssigt. Han viste, at han er på vej frem igen, men han skal have nogle flere minutter i forsvaret.

    3
  • Benjamin Jakobsen

    Stregspiller

    Han lavede tre mål på tre forsøg. Han har jo det specielle, at han er uflyttelig. Det så næsten for let ud, at Simon Pytlick fire gange i træk kunne spille bolden ind til ham, og så var der straffe eller mål. Hans spidskompetence er at være fysisk stærk, og jeg er sikker på, at det er noget, som Nikolaj Jacobsen vil overveje, om han ikke skal gøre mere brug af, for der er ikke mange, der har den kompetence.

    4
  • Magnus Saugstrup

    Stregspiller

    Han spillede kun 1. halvleg. Han lavede ét mål på to. Han bandt forsvaret rigtig godt sammen, hvor han i starten lå sammen med Zachariassen, og det gav overarbejde til Saugstrup. Han havde lidt problemer med at styre fysikken hos Eivind Tangen, men han gik op i et 5-1, og der er han bare snu, klog og læser det godt.

    4
  • Alexander Lyngaard

    Stregspiller

    Det blev ikke til så mange minutter, og det kostede ham til at starte med en udvisning. Han var oppe og slås, og det er klart, at det kan ind imellem koste. Slagsmålet kostede en udvisning, og så kom han for sent et par gange. Det er ikke de bedste minder han får med fra den landskamp.

    2
  • Magnus Bramming

    Fløjspiller

    Han var træfsikker og lavede fem mål på fem afslutninger, hvoraf to af dem var på straffe. Han spillede med fuld fart, og så var der et af målene, som var virkelig, virkelig fornemt sat ind. Det er næsten umuligt ikke at give ham en høj karakter, når han spiller sådan. Det samme gælder Bjarke Christensen, der erstattede ham.

    5
  • Johan Hansen

    Fløjspiller

    Han havde en dårlig afslutning fra fløjen og missede en kontramulighed. Han spillede 2. halvleg og scorede ikke. Han havde en enkelt god opbakning i forsvaret, men ellers var det ikke nogen stor landskamp.

    2
  • Patrick Wiesmach

    Fløjspiller

    To mål på to forsøg. Noget af det, der er en af hans helt store spidskompetencer, er hans forsvarsspil, og det gav han gode prøver på igen. Han har en god fornemmelse, han er meget dygtig på fødderne og støtter sin back rigtig, rigtig godt. Vi er tæt på fem, men han scorede kun to.

    4
  • Bjarke Christensen

    Fløjspiller

    Det var hans debut, og han kom frisk fra fad og gav den fuld gas. Han er hurtig, og som han har været i ligaen, var han meget, meget sikker på afslutningerne. Han fik taget i Gigantium til at løfte sig med et par meget afklarede straffekastscoringer uden nogen form for finter. En fornem debut.

    5
  • Jacob Holm

    Bagspiller

    Scoringsmæssigt lavede han fire mål på fem. Han havde et par gode assists, men også nogle tekniske fejl. Ellers var han virkelig, virkelig effektiv i duelspillet med hans piruetter, der overraskede flere gange i det norske forsvar. Han læste også spillet godt og fik iscenesat sine medspillere, som han er så dygtig til. Fin landskamp.

    4
  • Rasmus Lauge

    Bagspiller

    Han lavede to mål på tre forsøg. Der var god fart i Lauge i aften, og han leverede et par gode assists. Han begynder så småt at have sine gode brud tilbage nu, og det er godt at se. Men jeg kan også se, at han skal bruge mere tid.

    4
  • Simon Pytlick

    Bagspiller

    Han spillede 2. halvleg, og jeg konstaterer bare, at han udnyttede tiden godt. Han scorede fire på fem, og så havde han lige fire assists. Han havde nogle indspil til betonklodsen inde på stregen, Bjarke Christensen, men han har bare generelt et godt blik for det, og han fik også spillet Bjarke Christensen fri på en diagonalbold. Det var nogle meget, meget fine 29 minutter og 21 sekunder. Det, der kunne trække ham ned på et firtal, er, at han blev tørret gevaldigt et par gange i forsvaret. Ikke alt var guld, men det meste så fandeme godt ud.

    5
  • Niclas Kirkeløkke

    Bagspiller

    Han kom ikke på banen. 

    UB
  • Jacob Lassen

    Bagspiller / Kampens spiller

    Han var den gennemgående figur, og han gav Nikolaj Jacobsen et virkelig, virkelig godt indtryk. Han er driftssikker, strategisk dygtig, ser spillet godt, har fart, er rigtig dygtig i kombinationsspillet. Der er så meget godt at sige om hans angrebsspil. Han er virkelig en fornøjelse at se på. Det beviste han til fulde. Hold kæft, hvor lavede han mange gode ting i dag.

    5
  • Michael Damgaard

    Bagspiller

    Det var igen op og ned. Han gav virkelig prøver på, hvor eksplosiv og hurtig han er. Der er sådan en fart i det, han laver, hvor han er helt umulig at styre. Men det vekslede med fejl her og der og en tosset aflevering, der kostede i den anden ende. Men det er det, man får med Damgaard. Han har en vild aggressivitet, og når det hele spiller for Damgaard, er han jo landsholdsspiller, men spørgsmålet er bare, om han kan finde den ro, der også skal til.

    3
  • Nikolaj Læsø

    Bagspiller

    Han lavede et enkelt mål på to forsøg, og jeg synes faktisk, at han faldt godt ind i det i begge ender. Han havde et godt sammenspil med Jacob Lassen og Simon Pytlick. Ganske fornuftigt på relativt få minutter.

    3
  • Nikolaj Jacobsen

    Landstræner

    Det er jo klassisk Nikolaj Jacobsen at kunne sammensætte et hold med så mange unge spillere på kort tid og få det sat sammen ud fra de strategier, han har med landsholdet. Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg formår at få virkelig at få det bedste ud af de spillere, der er med, på utroligt kort tid.

    5