Håndbold

Jesper Jensen er ekstremt ked af situationen med Polman

Jesper Jensen har mistet mange timers nattesøvn på grund af den verserende personalesag med Esbjerg-stjernen Estavana Polman.

Situationen med Team Esbjerg og Estavana Polman er en speget sag, hvor den ene udvikling har været grimmere end den anden.

Godt to måneders strid sluttede dog tirsdag. Og det sluttede i den forstand, at Esbjerg meldte ud, at Polman er færdig i klubben fra sommer.

Esbjerg-træner Jesper Jensen fortæller til TV 2 SPORT onsdag aften, at forløbet har taget rigtig hårdt på ham.

- Jeg er ekstremt ked af situationen. Det har kostet mange nætters søvn, og det har kostet meget ondt i maven igennem en lang periode. Jeg er også glad for, at vi endelig kan trække en streg i sandet, og at alle parter kan komme videre herfra.

- Jeg vil også sige, at det har været hårdt at stå model til de ting, som har ramt mig i forhold til de ting, jeg vægter højt som person. Så jeg er blevet ramt lidt på de værdier, så det har ikke været så sjovt.

Hvordan er du blevet ramt på de værdier?

- Jeg synes jo på alle mulige måder, at jeg gerne vil være respektfuld. Jeg vil gerne være ærlig og bekymre mig om personer. Så det kan man sige, jeg har fået lidt hug for de sidste par dage, og det har gjort lidt ondt.

Den hollandske stjerne er stadig på kontrakt hos Esbjerg til og med næste sæson, og i et statement efter exittet smækkede hun i den grad med døren.

"Hun indgår jo i budgettet det kommende år"

Der er ingen, der endnu ved, hvad fremtiden bringer for den hollandske ligaprofil. Esbjerg har dog ingen planer om at tvinge hende til at blive i klubben.

Det fortæller Bjarne Pedersen, bestyrelsesformand i Team Esbjerg, til TV 2 SPORT onsdag aften.

- Det er en utrolig sørgelig sag. Og den har fyldt meget i Team Esbjerg, men vi har været nødsaget til at træffe den beslutning, vi har truffet. Nu håber vi på, der falder lidt mere ro på sagen. Og så vil vi gå dybt ind i den her sag og få fundet en løsning, således Estavana kan komme videre herfra.

Økonomisk bliver det dog ikke et problem for Esbjerg at have en løntung profil på kontrakt, som ikke spiller kampe.

- Hun indgår jo i budgettet det kommende år, så det bliver jo ikke dyrere af, hun ikke spiller. Selvfølgelig kan man sige, vi ikke får meget i gengæld, men i Team Esbjerg står vi ved de aftaler, vi indgår. Så det er ikke et økonomisk spørgsmål om at presse nogen ud. Vi vil medvirke positivt til at finde en løsning - enten ved at leje Estavana ud eller få løst hende fra sin kontrakt, hvis det er det, hun ønsker.

Hvad er der sket?

Gennem flere år har Estavana Polman været en af kvindeligaens største profiler, men i august 2020 rev hun korsbåndet over i sit højre knæ.

I marts sidste år gjorde Polman så comeback, men i maj blev hun ramt af en ny skade samme sted, som krævede yderligere en operation.

Efter skaderne har Estavana Polman ikke kunnet generobre sin stamplads på Team Esbjerg-holdet. Hun har været en del af truppen, men kun fået spilletid her og der. I slutningen af januar i år førte det til en konflikt mellem parterne.

I en Champions League-kamp mod kroatiske Prodravka havde Team Esbjerg-træner Jesper Jensen bedt Polman om at gå på banen, men det havde hun ifølge JydskeVestkysten nægtet.

- Ingen skal sætte sig selv over holdet. Det er egentlig det eneste, jeg vil sige. Vi gør rigtig meget for at beskytte vores kultur og vores værdier, og der har hun ramt lidt ved siden af de seneste dage, lød det fra Jesper Jensen til avisen i den forbindelse.

Polman fik efterfølgende en kort karantæne af Team Esbjerg, og selv om meldingen fra klubben efter et krisemøde få dage senere var, at parterne havde lagt "episoden" bag sig, virkede det ikke til at være tilfældet.

For efter Team Esbjergs pokaltriumf i slutningen af februar sagde håndboldstjernen, at hun var tæt på at få nok.

Nu har Esbjerg dog fået nok, og derfor er hollænderen ikke længere en del af klubbens førsteholdstrup.