Corona-regel afskaffes og udenlandsk oprustning i danske klubber
TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket rundt om i hallerne.
’Ahhh hvor fint: Et ravsmykke. Tusind tak, det var lige, hvad jeg har altid har ønsket mig’. Sagde ingen nogensinde.
Okay, det kan måske godt være, at nogle få foretrækker de gyldne klumper til at pynte sig med. Men denne klummes to skribenter foretrækker nu forstadiet til rav. Når fyrretræssafterne stadig er i sin klæbrige form som harpiks og bruges på håndbolde. Håndbold og harpiks. Et klassisk makkerskab, der i vores forståelse klistrer lige så meget til hinanden som Cotton Eye Joe og candyfloss eller pasta og pesto.
Sådan en sammenhæng kan snart være slut i sporten. Det har nemlig længe været planen for IHF og ikke mindst præsident Hassan Moustafa at fjerne harpiksen fra håndboldene.
Allerede i 2015 blev ”drømmen” præsenteret på en kongres for det Internationale Håndbold Forbund, og fire år senere blev det så besluttet, at de harpiksfrie håndbolde skulle testes til den næstkommende U18-slutrunde.
Men corona-pandemien har forhindret afholdelse af de to seneste somres ungdomsmesterskaber, og derved også testningen af de bolde, som Hassan Moustafa håber bliver fremtiden af international tophåndbold. En fremtid, der nu pludselig er nær. Allerede til august skal boldene testes ved U18-VM i georgiske Tbilisi.
Flere topspillere har tidligere kritiseret den klisterløse idé. En lignende pessimisme præsenterer Mikaela Mässing nu på Twitter. Svenskeren fra København Håndbold har for år siden selv prøvet at spille med de harpiksfrie håndbolde, hvilket hun kalder ’ulækkert’ og ’det mest pinlige, hun har været med til’, skriver hun på det sociale medie.
Andetsteds på internettet kan man finde andre interessante skrivelser. For læser man referatet fra seneste møde i det væsentlige Prof. Udvalg, finder man en nyhed.
- Retten til udsættelse af kamp i tilfælde af fem coronasmittede spiller ophører med afslutningen af grundspillet for ligaerne og 1. divisionerne, står der under et af punkterne på dagsordenen for mødet forrige fredag, den 11. marts.
Et sammenpresset kampprogram og nedjusterede corona-anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen har fået Prof. Udvalget til at afskaffe udsættelsesretten til sæsonens slut- og nedrykningsspil.
Så krydser vi blot vores harpiksklistrede fingre for, at sygdom ikke får indflydelse på kampene i sæsonens klimaks. Spændingkurven er nu allerede rigelig stejl med nedrykningsdramaet i herrernes liga. Mere end en håndfuld klubber kan stadig ende på tabellens to nederste pladser, der betyder 1. divisionsbold i næste sæson.
Der er allerede taget lidt hul på næste sæson i denne uge med præsentation af nye spillere i de danske klubber. Blandt andet en række talentfulde udenlandske spillere, som nu har fået offentliggjort deres klubskifter:
- Horsens har fået fat i den hollandske landsholdsbobler Tamara Haggerty til stregen samt højrefløjen Hege Løken, der er på Norges udviklingslandshold.
- Også i hovedstaden hos København Håndbold er der hentet hollandsk landsholdsbobler til fra 1. juli i form af den 19-årige bagspiller Kim Molenaar.
- NFH får fransk forstærkning i form af franske Marie-Hélène Sajka, der er højreback og tidligere har spillet for Metz og Paris.
Nykøbing-Falster Håndbold var dog lige på Facebook nødt til at nedtone fansenes forventninger inden præsentationen af den nye spiller. Det skete ved at præcisere og dementere, at det altså ikke var Estavana Polman, som blev præsenteret på pressemødet fredag: Det der så viste sig at være franske Sajka.
Et pressemøde, der i øvrigt også bød på tilgangen af danske Stine Eiberg, som kommer til fra Ajax. Og nu vi er ved danske spillere, der skifter klub i den kommende sæson, så er rygtet i sidste uges Hørt i Hallen om Sebastian Augustinussens skifte til SønderjyskE sidenhen blevet officielt.
Mon ikke, der også er dækket op med sønderjysk kaffebord på kvindesiden af klubben, der i disse dage bejler til playmaker Line Uno.
Den tidligere Viborg-profil vender eftersigende snuden hjemad mod Danmark efter tre år i franske Besançon, og ifølge TV 2 SPORTs oplysninger, så har både nyoprykkede SønderjyskE og storholdet Herning-Ikast Håndbold noteret sig 28-årige Uno som en interessant mulighed. Så må vi se, hvem der sidder med de rette kort på hånden til sådan en handel.
Der er også masser af klassekampe at se på TV 2 SPORTs kanaler i den kommende tid. Se sendeplanen her.
Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt eller set noget i hallerne i Danmark, som vi bør vide.