Håndbold

- Jeg har haft det svært, erkender Gidsel

30. januar blev Mathias Gidsel korsbåndsskadet i EM-bronzekampen mod Frankrig. Den unge dansker har siden haft det svært.

På et splitsekund vendte Mathias Gidsels tilværelse sig 180 grader.

Den unge dansker var i sit livs form, men et uheld i EM-bronzekampen mod Frankrig i januar satte hele GOG-spillerens liv på pause.

Efter mindre end ét minut af opgøret snublede danskeren i et returløb, og det resulterede i et ødelagt korsbånd.

Skaden har tvunget Mathias Gidsel på sidelinjen, og selvom sindet nu er fyldt med positive tanker, har den barske virkelighed de seneste måneder været hård.

- Jeg har haft det svært. Især i starten havde jeg det rigtig svært med det. Jeg var jo i en stor optur og i mit livs form - måske i mit livs højdepunkt sådan rent håndboldmæssigt. Alt kørte på skinner, og så gik det jo meget hurtigt nedad, og det var rigtig svært for mig lige at sluge.

- Men samtidig var jeg omgivet af en masse gode mennesker, og ikke mindst holdkammeraterne på landsholdet var hurtige til at sige, at det jo desværre er en del af hverdagen som håndboldspiller, siger Mathias Gidsel til TV 2 SPORT.

Han fortæller uddybende, at det har været vigtigt at finde noget positivt ved situationen, så han kan stå endnu stærkere til næste sæson, hvor Bundesligaen og Füchse Berlin venter.

Det går godt. Alt går efter planen, og det føles bedre og bedre for hver dag

Mathias Gidsel

Hvad pokker skete der?

Selve hændelsen, hvor Gidsel blev skadet i EM-kampen, ser en smule spøjs ud og er et solouheld.

Og da den unge dansker nu har haft rig mulighed for at se sekvensen igennem, er han også blevet klogere på, hvad der egentlig skete.

- Det er oppe i angrebet, at jeg mærker det første gang, hvor jeg slår underbenet eller lige under knæet i jorden. Og der må ske et eller andet i haserne der, for jeg føler i hvert fald, at jeg får et slag der.

Efter slaget i angrebet spurtede Gidsel retur, for som han selv udtrykker det, så "skal man være den første tilbage i forsvaret, når man har lavet en fejl."

Men Gidsel nåede aldrig helt hjem, før han snublede og efterfølgende fik Henrik Møllgaard ned over sig.

Og den situation er altså den seneste gang, Mathias Gidsel har været på en håndboldbane.

Se situationen, hvor Gidsel bliver skadet øverst i artiklen.

Nu går det godt

Selvom den første tid efter skaden var særlig hård for Mathias Gidsel, er den unge højre back et bedre sted nu - både fysisk og mentalt.

- Det går godt. Alt går efter planen, og det føles bedre og bedre for hver dag - jeg kan mere og mere.

- Det går bare langsomt. Sådan nogle knæskader tager jo tid, så jeg må væbne mig lidt med tålmodighed. Men alt går godt og efter planen, slutter Mathias Gidsel.

Det er endnu uvist, hvornår Mathias Gidsel igen er klar til at komme i aktion.