Håndbold

- Det var et surrealistisk øjeblik. Jeg var lidt i chok, rørt, stolt og glad

Sandra Toft havde ikke overvejet muligheden for, at hun kunne vinde den store, personlige titel som verdens bedste. Men hun vandt.

Stine Bredal Oftedal, Kari Brattset Dale, Pauletta Foppa og Grace Zaadi.

De har det til fælles, at de er håndboldstjerner, var nomineret til prisen som årets kvindelige håndboldspiller af Det Internationale Håndboldforbund (IHF), og at de blev slået af danske Sandra Toft i kampen om titlen.

- Det var et surrealistisk øjeblik, da jeg fandt ud af det. Jeg var lidt i chok, rørt, stolt og glad, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT.

Den 32-årige målvogter fortæller, at hun ikke havde ”skænket det en tanke”, at hun kunne tage titlen, og at hun faktisk bare var glad for at være nomineret.

Tænkte ikke over Instagram-tag

Derfor havde hun heller ikke sat kryds i kalenderen ud for 28. marts, hvorfor hun fik den gode nyhed ad omveje.

- Jeg kunne godt se, jeg var blevet tagget i et opslag på Instagram af IHF, men det tænkte jeg ikke videre over. Så fik jeg en besked fra min træner (Pablo Morel, red.), hvor han sendte nogle klappende hænder, og så skrev jeg bare til ham: "Did I win?".

- Og derefter fik jeg en masse andre beskeder, og så kunne jeg så på den måde finde ud af, at jeg havde vundet.

Var kæmpe fan af Anja Andersen

Sandra Toft er den første dansker til at vinde den prestigefyldte pris på kvindesiden i dette årtusinde.

Det er en helt sindssyg dag for dansk håndbold

Sandra Toft

Anja Andersens pris i 1997 var seneste gang, en dansker løb med hæderen blandt kvinderne. Og netop det faktum gør det ekstra stort for Toft.

- Det er lidt vildt. Jeg var selv kæmpe fan af Anja Andersen og var på alle hendes håndboldskoler som lille pige. Så det er lidt sjovt, at jeg er kommet i samme gruppe som hende, siger Sandra Toft.

"It is just Danish people"

Brest-Bretagne-målvogteren er ikke den eneste dansker, der modtog hæder mandag. Faktisk kunne det ikke være gået bedre set med danske briller.

Hendes landstræner, Jesper Jensen, vandt. Den danske herrelandstræner, Nikolaj Jacobsen, vandt. Og herrelandsholdets målvogter Niklas Landin vandt såmænd også.

- Det er en helt sindssyg dag for dansk håndbold, synes jeg. En historisk dag, at vi vinder den i alle fire kategori. Det skrev min træner også: "It is just Danish people". Det er helt vildt, og de tre andre fortjener det alle sammen, siger Sandra Toft.

Kåringen kommer på baggrund af et panel af eksperter og toptrænere, som har udvalgt fem nominerede. Herefter har offentligheden kunnet stemme.

Toft er i gang med sin sidste sæson Brest-Bretagne. Til næste år skifter verdens bedste håndboldspiller til den ungarske storklub Györ.