Det endelige opgør med dansk håndbolds tarteletter
TV 2 SPORT bringer hver mandag en klumme om de seneste begivenheder i håndboldens verden.
Jamen, Jan Larsen, så sletter jeg da bare den mandagsklumme, jeg havde skrevet og gjort klar.
Niklas Landin, siger du.
Det er dumt at leve et professionelt liv i elitesportens verden og alligevel lade sig overraske. Ikke mindst som journalist.
Og hvorfor blev håndbolddanmark – og jeg – overrasket klokken 11.00 mandag formiddag, da Aalborg Håndbold-direktør Larsen tonede frem på klubbens Facebook-side med kuglepens-klædte Niklas Landin ved sin side?
Hallo, vi taler om en klub, der inden for det seneste år har smidt Mikkel Hansen og Aron Palmarsson ned i indkøbskurven. Og nu altså hyggeshoppet verdens – med afstand – bedste keeper.
Det er bare så ekstremt ulig dansk klubhåndbold. Nok er vort lille land et af de bedste på verdensplan i denne fede og fedtede nichesport. Men vi er ikke vant til så store armbevægelser fra danske klubber.
End ikke da Slagelse og Viborg dominerede Europa-scenen først i 00’erne. De købte jo ikke bare fra øverste hylde. Så var der AG København i 2009-2012. Det var vildt, det var klasse. Det var for godt til at være sandt, men det var det jo så heller ikke i længden. Ballonen dansede nonchalant hen over dansk håndbolds tag i et par år, men var fyldt med varm luft.
Det er ikke skrevet i disrespekt for Jesper ’Kasi’ Nielsens freakshow i København. Jeg elskede, at han sparkede døren ind til den lukkede fest i dansk klubhåndbolds forsamlingshus, hvor alle sad og spiste tarteletter – ad libitum, vi var jo i Jylland - uden at tænke stort. Jan Larsen sad der også. AG-ejer Kasi lovede dem alle sammen foie gras og tæsk.
AG og Aalborg kan slet ikke sammenlignes
Mikkel Hansen var også i AG - sammen med mange, mange flere store navne. Jeg tillader mig dog at glædes mere over at se dem i Aalborg Håndbold. Dem og AG København kan slet ikke sammenlignes. Der er en helt anden bund i nordjyderne og i manden, der står på broen.
Jeg kaster mig i rendyrket beundring for Jan Larsen og hans projekt ved Limfjorden. Han er en vanvittig mand, denne Larsen. Herligt temperamentsfuld og kompromisløs i sit arbejde. Man slår sig på ham. Jan Larsen fedter ikke med sine tanker, følelser og handlinger.
Når man skal finde tillid til bæredygtigheden af dette vilde projekt i Aalborg, skal man kende klubben og Jan Larsens historie. Det er bygget op i et tempo, der passede til Aalborgs muligheder og økonomi. Ikke langsomt, men Jan Larsen og co. har heller ikke groet fuldskæg hen over en enkelt nat.
Og så skal vi huske det faktum, at Jan Larsen næppe kan blive bloddonor, for der banker kun håndbold-blod i hans krop. Det er alt andet end ligegyldigt, når man tegner en klub som Aalborg Håndbold.
Dansk håndbold skal vænne sig til tanken
Når man i dansk håndbold i den kommende tid har inhaleret og fordøjet, at også Niklas Landin kommer hjem og forsøder folkets 40x20-tilværelse, vil snakken om en ødelagt liga sikkert dukke op. Den kom allerede, da Mikkel Hansen blev præsenteret sidste år. Jamen, Aalborg bliver jo alt, alt for gode, vil frygten lydt.
Har nogen mon nogensinde tænkt den middelmådige tanke i Kiel, Paris, Barcelona eller Veszprem?
Og det er den tankegang, vi skal til at vænne os til i dansk håndbold. Det er sundt, forfriskende - og det er Aalborg Håndbolds fortjeneste.
UGENS NOTABENE
Delete-knappen har netop fået frokost. Den åd en masse ord om Kolding og TTH Holstebro. Det handlede om afslutningen på grundspillet på lørdag. Tænk, hvis Kolding rykker ud? Altså KIF Kolding. En håndboldliga uden KIF svarer til, at en anden familie end Margrethes flyttede ind i Amalienborg. Det kan man da ikke. På lørdag kan man.
Nok om det. Der vil komme masser af ord om den vanvittige afslutning i de kommende dage.
Og indtil da vil jeg flippe videre over, at Hansen fra Helsingør og Landin fra Søborg snart spiller håndbold i Gug.