Håndbold

Særlig klausul gjorde Landins skifte muligt

Niklas Landin har en særlig klausul i sin kontrakt, der betyder, at han kan forlade THW Kiel før tid.

Aalborg Håndbold smed endnu en stor bombe, da holdet mandag offentliggjorde Niklas Landin som kommende forstærkning.

Målmanden skifter i sommeren 2023 til den nordjyske klub, og det er først og fremmest familiære årsager, der gør, at han skifter klub. Rent teknisk kan det lade sig gøre på grund af en klausul.

- Vi vender hjem af ren og skær familiære årsager. Det er det, vi som familie synes, var det bedste, efter der har været lidt udfordringer her det seneste år, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.

- De (Kiel, red.) var godt klar over, at der var en klausul i min kontrakt om familiære årsager. Så på den måde har de jo godt vidst det. De var først og fremmest ikke glade for at høre det, men de var også meget forstående, fordi familien er en vigtig del for mig, men også for håndboldspillere generelt. Hvis familien ikke fungerer, fungerer man heller ikke som håndboldspiller.

THW Kiel skriver på sin hjemmeside, at klausulen indeholder et beløb, der skal betales for at Landin kan skifte. Størrelsen på beløbet oplyses ikke.

Kiel er overraskede

Nyheden kommer et år efter, at det blev offentliggjort, at Landin forlængede sin kontrakt med Kiel til sommeren 2025.

Derfor blev Viktor Szilágyi, der er sportsdirektør i Kiel, overrasket over ønsket fra stjernemålmanden, og han forklarer, at Kiel nu kommer til at stå over for en stor udfordring.

- På grund af corona har mange lagt mærke til, hvad det vil sige ikke at have familien ved sig og kunne besøge dem som normalt, siger sportsdirektøren.

- Alligevel blev vi overrasket over Niklas’ beslutning om at vende hjem til Danmark inden kontraktens udløb. Det stiller os over for en stor udfordring, som vi i den resterende tid af kontraktens længde vil forsøge at løse.

Aalborg kunne noget uden for banen, men også sportsligt inde på banen

Niklas Landin

Aalborg med det bedste tilbud

Niklas Landin fortæller, at der er flere danske klubber, der har henvendt sig igennem de seneste mange år for lige at have en føler ude.

Da problemerne så kom, blev det hele pludseligt en realitet.

- Og så blev det bare meget aktuelt her de seneste mange måneder, hvor vi ikke har synes, at familien har fungeret helt optimalt. Aalborg kunne noget uden for banen, men også sportsligt inde på banen, som tiltalte os alle sammen, siger Landin.

Landin har haft stor succes i de tyske klubber THW Kiel og Rhein-Neckar Löwen. På landsholdet har han i mange år været et sikkert valg og spillet i alt 242 kampe.

Ud over Landin er Mikkel Hansen på vej til klubben. Han skifter allerede til sommer.