Officielt: Lauge skifter til BSH

Den danske landsholdsspiller bliver udstyret med en femårig kontrakt.

Så er det officielt: Rasmus Lauge skifter til Bjerringbro-Silkeborg. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Som TV 2 SPORT skrev torsdag, er der tale om en aftale, der bringer landsholdsspilleren til Danmark fra sommeren 2023 og fem år frem.

Dermed vender playmakeren hjem til klubben, hvor han som 18-årig debuterede som førsteholdsspiller for tretten år siden.

- Jeg er stolt og glad på både egne og klubbens vegne, at Rasmus har vist os tilliden og vender retur til klubben, siger BSH-direktør, Jesper Schou, og fortsætter:

- Det er en spiller, der er sulten efter at komme hjem og være med til at flytte Bjerringbro-Silkeborg sportsligt. Rasmus er en af verdens bedste spillere, og han skal nu spille for os – det er da fantastisk.

Rasmus Lauge skifter til BSH fra Veszprem, hvor han har spillet siden 2019. Hans nuværende kontrakt udløber i 2024, men den indeholder også en klausul, der gjorde det muligt for Lauge at vende hjem et år før tid.

En perlerække af stjerner

Lige så fuld af begejstring er TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, der er fuldt på linje med BSH-direktøren, når det kommer til vurderingen af Lauges evner på en håndboldbane.

- Det er meget, meget stort og også smukt, at han kommer tilbage til de rødder, han forlod for at se den store verden. Og så er det også en kapacitet, der kommer til den danske liga, for når Lauge er på sit bedste, tilhører han den absolutte verdenstop, lød det fra Nyegaard, da TV 2 SPORT fik bekræftet tilgangen før tid.

Rasmus Lauge har spillet en lang periode i udenlandske storklubber. Han har således været på holdkortet i både THW Kiel, Flensburg-Handewitt og Veszprem.

Han er det seneste navn i rækken af danske stjerner, der vender hjem til Danmark.

Til sommer skal Mikkel Hansen hjælpe Aalborg Håndbold, mens Niklas Landin støder til året efter.