Håndbold

En majestætisk SVANe 

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard skriver i denne klumme om Lasse Svan, der tager afsked med det danske landsholds torsdag aften.

Henrik Pontoppidan skriver i krøniken ”Ørneflugt” om den kongelige fugl Klaus, som går så gruelig meget igennem. Det sker derimod ikke for den majestætiske SVANe, Lasse i dette eventyr, som jeg nu vil berette om.

Jeg tog selv imod ham en sommerdag i august 2002, da han ankom og trådte ind i Gudmehallerne på Sydøstfyn. Min første tanke var, at den 19-årige knægt, som han stod der, allermest lignede et fnug.

Helt gal på den var jeg ikke, for Lasse Svan har selv senere fortalt, at vægten på det tidspunkt blot lige kunne runde et syvtal som først ciffer.

Ingen kunne vide, at jeg på det tidspunkt lige havde sagt goddag til den spiller, der skulle blive dansk håndbolds mest vindende spiller indtil dette øjeblik, hvor vi skriver april måned 2022.

Sejrsbæltet er spækket med nationale og internationale titler af allerfineste karat både på klub- og landshold.

Én yderligere ”titel” er værd at hæfte sig ved. 21. oktober 2021 overgik han, hvad der ikke burde kunne overgås.

SG Flensburg-Handewitt-ikonet Lars Christiansen måtte se sig overgået med hensyn til mål i åbent spil. 2374 Svan-scoringer blev en realitet, da Flensburg tabte Champions League-kampen på udebane mod Telekom Veszprem.

Alt det opnået, fordi fnugget undervejs hurtigt lærte, at professionalisme og hårdt arbejde var vejen til både læring og kunnen.

Billedet, der viser hans menneskelige format

Hvad jeg heller ikke kunne vide var, at fnugget skulle blive en agtet leder både i hans nuværende tyske klub, hvor han er anfører, og på det danske landshold, hvor han gennem flere år har været en del af det absolut styrende hierarki omkring landstræner Nikolaj Jacobsen og hans stab.

Nu har jeg lige eksemplificeret, at Lasse Svan var scoringsmesteren i åbent spil. Altså uden tilladelse til at skyde straffekast.

Den tilladelse fik Svan, da der var allermest på spil. VM 1/4-finalen 2021 i Egypten og de to omkampe mod selve Egypten glemmer kun de færreste.

Nikolaj Jacobsen sagde sådan frit oversat, at det sidste straffekast – hvis der bliver brug for det – skyder Lasse. Ud fra devisen, at Flensburgspilleren var den, der bedst kunne tåle ikke at score, da landsholdet havde allermest brug for det.

Det siger alt om karakteren Svan. At have modet til at levere - når det ultimative, at brænde når der er allermest på spil - ligger hos den karakter, der bedst vil kunne komme videre fra en stor nedtur.

Den karakter er Svan, og han nyder enorm respekt overalt, hvor han færdes. Se blot på det ikoniske billede af Svan og Egyptens kronede håndboldkonge Ahmed El-Ahmar.

Billedet der igen, igen viser Svans menneskelige format.

Den danske matchvinder gik hen til Egyptens Ahmed El-Ahmar for at trøste ham efter kvartfinalen. Video: TV 2 SPORT

Han ser mennesker, og det gør de fleste, men Svans helt store egenskab er, at han reagerer, på det han ser.

Elitesportens ofte ubarmhjertige jagt på succes og dens også mange ofre, får Lasse Svan til at agere.

Har uddannet sig som mentaltræner

Fordi han selv har været der, hvor alt ikke bare har været en selvfølge, som det har været for nogle af spillets største. Mikkel Hansen, Niklas Landin, Nikola Karabatic nævner jeg sådan lige en passant.

Derfor betyder han så meget. Opdraget blandt ligesindede. I GOG af Torsten Laen og i Flensburg af Tobias Karlsson. Her har han næret den stille og rolige tilgang til ledelse.

At råb og skrig ikke er vejen til fællesskab og fælles fodslag. Men begå ikke den fejl at tro, at så går det hele nok.

Hos Laen, Karlsson og Svan vanker der brænde, hvis du ikke overholder indgåede aftaler.

Derfor har - jeg siger det næsten som en selvfølge - Lasse Svan uddannet sig som coach/mentaltræner. Fordi han tidligt i sin karriere benyttede sig af mennesker, der vidste noget om det at præstere.

Blandt andet fordi den udadtil så stille og rolige sjæl inderst inde gemte på et voldsomt temperament, der kom i kog både til træning og kamp.

Skulle nogen være i tvivl om temperamentets heftighed er det blot at spørge den tidligere holdkammerat i Flensburg, Søren Rasmussen, der vil kunne berette om bøjede ribben efter ikke at have overholdt simple spilleregler i en basket-opvarmningskonfrontation.

Svan hader snyd og evnen til ikke at overholde regler.

Grimme historier om ham findes ikke

Jeg har forgæves forsøgt at finde grimme historier om Lasse Svan. De findes ikke. Ingen har en grum fortælling om Svans unge eller ældre dage.

Jo, jo, hvis nøgenløb på havnen i Svendborg tilhører de grumme fortællinger, har Svan været der, men det tæller jo ikke rigtigt, for det var jo bare, sådan det var.

I aften klokken cirka 21.45 slutter fortællingen om landsholdet og Lasse.

Jeg bliver dog ikke synderligt overrasket, hvis de to under én eller anden form finder fælles fodslag i tiden, der kommer.

I krøniken ender det galt for Klaus, da denne vender tilbage til præstegården, men i håndboldeventyret ender det lykkeligt for SVANen, Lasse.

Blandt andet derfor tegner fremtiden sig lys for denne majestætiske SVANe.