Får karantæne for dommerkritik - men Aarhus-træner står ved hvert et ord
Aarhus United vil appellere den karantæne, som klubbens cheftræner Heine Eriksen har fået efter en kamp i lørdags.
Artiklen er opdateret, da Heine Eriksen efter offentliggørelse af historien har henvendt sig til TV 2 SPORT, fordi han alligevel gerne vil udtale sig.
Det er sjældent, at ligatrænere bliver sendt på tribunen med karantæne, men den skæbne overgår nu Aarhus United-træner Heine Eriksen.
Han må ikke være med i første kamp, når Aarhus-klubben efter sommerferien åbner en ny sæson i kvindeligaen.
Den 58-årige Aarhus- og danske ungdomslandstræner har fået én spilledags karantæne efter en episode i forbindelse med Aarhus Uniteds nederlag på 27-28 til Ajax København i lørdags i kvalifikationsspillet.
Da vi første gang ringede til Heine Eriksen om sagen, ville Aarhus-træneren ikke kommentere den.
Men efter TV 2 SPORT har skrevet om sagen, har Heine Eriksen henvendt sig igen. Nu vil han alligevel gerne fortælle, hvordan han ser sagen, som ifølge Heine Eriksen handler om otte ord, Aarhus-træneren sagde til dommerne Line Hesseldahl og Karina Christiansen midt på banen efter slutfløjt.
- Jeg står 100 procent ved de otte ord, som jeg kort efter kampen siger til dommerne, og som også er de otte ord, der står i indberetningen. Det tager under fem sekunder at sige de her otte ord, og som der også står i indberetningen, vender jeg mig med det samme om bagefter og går væk, så der er ikke mere kontakt med dommerne efter det, siger Heine Eriksen, der er meget overrasket over karantænen.
- Da jeg vender mig rundt og går bort, har jeg ikke på nogen måde tænkt, at de her ord skulle kunne udløse en karantæne, når man hører og ser, hvad der ellers bliver sagt rundt om i sportsverdenen, siger Aarhus-træneren.
Han vil dog ikke fortælle, hvad det nøjagtig var, han sagde til dommerne.
- Jeg vil gerne løfte sløret for de otte ord, når sagen er afsluttet. Men lige nu tjener det ikke noget formål at sige, hvad det er for nogle ord. Men jeg står 100 procent ved de otte ord, understreger Heine Eriksen.
TV 2 SPORT har været i kontakt med både dommer Line Hesseldal og Dansk Håndbold Forbunds observatør til kampen, Mogens Hartmann, men ingen har dem ønsker at kommentere sagen.
Dansk Håndbold Forbunds turneringsansvarlige, Frank Smith, bekræfter Heine Eriksens karantæne, men vil heller ikke kommentere den nærmere. Det må forbundet slet ikke på grund af GDPR-reglerne om personfølsomme oplysninger, lyder argumentet fra Frank Smith.
Heine Eriksen har også kritiseret de to dommeres præstation i kampen på Aarhus Uniteds egne kanaler efter lørdagens opgør.
- Det er yderst sjældent, at jeg er kritisk over for dommerne, men i dag er jeg rystet over den måde, hvorpå dommerne afvikler de sidste fem minutter. Deres kendelser og kommunikation til bænken er i min optik ikke rimelig, sagde Heine Eriksen på klubbens Facebook-side efter kampen.
Aarhus United sluttede som det næstbedste hold i kvalifikationsspillet, hvor Ajax København blev suveræn etter og snuppede præmiechecken på 75.000 kroner.
Ringkøbing Håndbold sluttede sidst og skal derfor nu møde 1. divisionsholdet TMS Ringsted i potentielt tre playoff-kampe om en plads i kvindeligaen efter sommerferien.