Topdommer dumpede løbetest – ude resten af sæsonen

Fire gange om året skal dommerne bestå en løbetest for at få lov at dømme i Danmarks bedste håndboldrækker.

Årets dommerpar i dansk håndbold 2020/2021 kommer ikke i aktion sammen mere i denne sæson.

Morten Lethan Albrechtsen og Mik Trustrup er begge blot 34 år, men har alligevel allerede opnået at dømme både DM-finaler, Final 4-kampe og utallige slutspilskampe, og de to dommertalenter er blevet rost fra flere sider.

Men de har ikke dømt en ligakamp sammen siden København Håndbold-Team Esbjerg 20. marts. Dagen efter kampen i København dumpede Mik Trustrup nemlig en af de løbetests, som dommerne skal bestå fire gange om året for at få lov at dømme i Danmarks bedste håndboldrækker.

- Jeg dumpede løbetesten, og sådan er det. Jeg valgte så at forsøge at forbedre min fysiske form i stedet for at tage re-testen inden for de 14 dage, reglerne siger. Konsekvensen af det er så, at jeg ikke kan dømme mere i denne sæson, forklarer Mik Trustrup.

Derfor er makkeren, Morten Lethan Albrechtsen, den seneste måned set dømme sammen med andre dommere i ligaerne.

Vil forbedre sin fysik

Dommernes løbetest er en såkaldt shuttle test, hvor de skal løbe frem og tilbage på en 20 meter lang bane. Testen er delt op i niveauer, og for hver tur får dommerne kortere og kortere tid til at gennemføre distancen.

Hvis en dommer ikke består løbetesten, skal han/hun op til en ny test inden for 14 dage og bestå den for at kunne dømme i ligaen. Dumper en dommer også sin re-test, må vedkommende vente indtil næste dommersamling med at få en ny chance.

Det er så også sidste chance. Dumper en dommer løbetesten tre gange, er han eller hun færdig som ligadommer.

- Så hvis jeg dumpede re-testen, havde jeg kun én chance tilbage. Så var det ud af vagten, hvis jeg ikke bestod til august. Derfor valgte jeg ikke at tage re-testen og i stedet fokusere på at forbedre min fysiske formåen, så den er væsentlig bedre til august, end den har været indtil videre i år, forklarer Mik Trustrup, der altså får to chancer for at bestå til august, fordi han kun har taget testen én gang.

Mik Trustrup er ikke den eneste dommer, der ikke bestod løbetesten 21. marts. Det samme skete for dommeren Henrik G. Nielsen, og han har siden også dumpet sin re-test. Derfor har han nu kun én chance tilbage til dommersamlingen til august, hvor han skal bestå for at kunne fortsætte som ligadommer.

Henrik G. Nielsens sædvanlige makker, Jakob F. Hansen, er derfor foreløbig blevet sat sammen i et nyt makkerpar med Mik Trustrups sædvanlige makker, Morten Lethan Albrechtsen.