Hørt i Hallen: Otte hemmelige ord og en ligaprofil på nedsat tid
TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket rundt om i hallerne.
Findes der mange værre ting end hemmeligheder, som du ikke må få at vide?
Ja, sikkert, men når nysgerrigheden er ved at boble over inde i dig, kan det være svært at se ud over ens egen lille verden.
I den danske håndboldverden har ugens store hemmelighed handlet om otte ord. Otte famøse - og foreløbig helt og aldeles hemmelige ord - som Aarhus United-træner Heine Eriksen har sagt til dommerduetten Line Hesseldal og Karina Christiansen i minutterne efter Uniteds nederlag til Ajax i påsken.
De otte ord koster Aarhus-træneren én spilledags karantæne i begyndelsen af næste sæson, som sagen står nu - afgørelsen er appelleret - men hverken Aarhus United eller Heine Eriksen selv vil fortælle, hvad det nøjagtig var, træneren sagde, og historiens to andre hovedpersoner, dommerne, må slet ikke udtale sig, nu hvor der officielt er en sagsbehandling i gang.
Og da indberetninger af disciplinære karakter ikke er offentlige, og Dansk Håndbold Forbund - i en helt misforstået tolkning af GDPR-reglerne - bevogter dem, som lå de i bankboksen sammen med håndboldherrernes VM-pokal, er der kun en håndfuld mennesker, der lige nu ved nøjagtig, hvad Heine Eriksen sagde og gjorde lige efter slutfløjtet i Ajax-kampen.
Divisionsforeningens optagelse af kampen, som klubberne deler med hinanden via en online platform, stopper lige inden den famøse episode midt på banen, så der kan vi heller ikke blive klogere på, om Heine Eriksen har haft 'fornærmende eller truende adfærd', som er spillereglernes kriterier for, om en karantæne er på sin plads eller ej.
Stort mandefald i Hamburg
Så foreløbig fortsætter jagten på den store hemmelighed, men mens Aarhus United måske må undvære en cheftræner i én kamp, var situationen endnu værre i tyske HSV Hamburg tidligere på ugen.
I Bundesliga-kampen mod Hannover-Burgdorf var hele 13 Hamburg-spillere ukampdygtige på grund af enten skader, sygdom eller corona-isolation, men med syv professionelle, fire uprøvede ungdomsspillere og en assistenttræner i spillertøj måtte HSV spille alligevel.
Den 41-årige assistenttræner, Blaženko Lacković, der har en glorværdig karriere bag sig, kom godt nok aldrig på banen, men fra bænken kunne han så se blandt andet 10 mål fra danske Casper U. Mortensen, der ifølge statistikken fik scoret både fra fløjen, fra stregen, på gennembrud, på kontra og på straffekast. Trods alsidigheden endte danskeren og Hamburg med at tabe 27-29.
Lømlerne fra Horsens og SønderjyskE
Slutspillene i de danske ligaer suser derudaf med scoringer i spandevis og syngende tacklinger. I grundspillet blev der også fightet forbilledligt – nogle mere fair end andre. Således var Nordsjælland Håndbold det hold, der har fået færrest strafpoint for udvisninger og røde kort i de 28 grundspilskampe, mens mestrene fra Aalborg blev toer. I den anden ende finder vi SønderjyskE, som scorede over dobbelt så mange strafpoint som Nordsjælland i grundspillet.
Hos kvinderne var Team Esbjerg, Aarhus United og Randers HK mest fair i nævnte rækkefølge. Omvendt var Horsens’ gulklædte kvinder det hold, der blev præsenteret for flest gule og røde kort samt loftspegende pege- og langefingre.
Stortalent kæmper med skulderen
Det er ikke fingrene, der er problemet for Skanderborg Aarhus-kometen Thomas Arnoldsen, men derimod den venstre skulder, der generer stortalentet så meget, at han kun var med i få minutter i begyndelsen af Skanderborg Aarhus' første slutspils kamp i Silkeborg.
Meldingen fra den østjyske klub, der i øvrigt netop har meldt et snarligt sommerfarvel til Allan Toft Hansen og Mike Haack ud, er desværre, at unge Arnoldsen kun kan spille på nedsat tid i resten af sæsonen.
En kæmpe bet for Skanderborg Aarhus - og for alle os, der gerne vil se alle ligaens bedste spillere kæmpe hvert minut for medaljerne i de kommende uger.
Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt eller set noget i hallerne i Danmark, som vi bør vide.