Håndbold

U20-landsholdsspiller Matthias Birkkjær er pludselig død

Matthias Birkkjær Pedersen blev kun 19 år gammel.

En trist og tragisk nyhed er søndag meldt ud af Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH).

Klubbens 19-årige talent Matthias Birkkjær Pedersen, der også spillede på det danske ungdomslandshold, er gået bort. Det skriver BSH på sin hjemmeside.

- Vi modtog fredag den værst tænkelige besked, at en af vores U19-spillere, Matthias Birkkjær, på uforståelig vis er gået bort, skriver BSH.

- Det er så uvirkeligt og meningsløst. Spillere, ledere og alle omkring klubben er naturligvis meget påvirkede.

Tanker går til familien

Bjerringbro-Silkeborg skriver videre, at der er iværksat kriseberedskab for spillere og ledere i klubben.

- Mest af alt går vores tanker til Matthias' forældre og familie. På et senere tidspunkt vil vi minde og ære Matthias.

Midtjyllands Avis skriver, at familien til Matthias Birkkjær oplyser på Facebook, at dødsfaldet skete uden forudgående sygdom.

Han fik debut for BSH i sidste sæson og spillede siden i alt fire ligakampe for førsteholdet. Han nåede også at score tre mål.

Den 19-årige bagspiller var en del af flere ungdomslandshold. I 2021 var han blandt andet med U19-landsholdet til EM i Kroatien, mens han i år var udtaget til en U20-landsholdssamling.

Matthias Birkkjær Pedersen skulle fra næste sæson have spillet i Lemvig-Thyborøn, der allerede i november sidste år offentliggjorde, at de havde hentet det store talent.

Lemvig-Thyborøn skriver på sin hjemmeside, at de i forbindelse med hjemmekampen mod KIF Kolding onsdag vil afholde et minuts stilhed.

Til daglig gik han på Silkeborg Gymnasium.