Håndbold

Eksperter revser "fuldstændig uforståelig" beslutning

Peter Bruun Jørgensen og Bent Nyegaard har svært ved at se logikken i, at Polen er i øverste seedningslag til EM-lodtrækningen.

Norge, Frankrig, Danmark og ... Polen?!

De fleste håndboldkendere fik formentlig kaffen galt i halsen, da de mandag så det øverste seedningslag til kvindernes EM-lodtrækning. Her stikker sidstnævnte så meget ud, at TV 2 SPORTs håndboldeksperter har svært ved at se meningen med det.

Peter Bruun: - Det er fuldstændig mystisk. Det giver absolut ingen mening. De er ikke kvalificeret til at være der, og derfor er det fuldstændig uforståeligt. Det giver en lille skævvridning af hele turneringen. De er ikke gode nok til at være der.

Bent Nyegaard: - Al respekt for polsk kvindehåndbold: De skal selvfølgelig ikke være i første seedningslag. Det er mistiming af alt, der har med ganske almindelig fairplay at gøre. Det giver den forkerte lodtrækning. Der skal selvfølgelig ikke være så stor forskel på holdene i øverste seedningslag.

Polen vandt sin kvalifikationsgruppe, men det hører med til historien, at Rusland blev udelukket undervejs. Det russiske hold blev således taberdømt grundet Ruslands invasion af Ukraine.

Sådan ser seedningslagene ud

Pot 1: Norge, Frankrig, Danmark og Polen

Pot 2: Holland, Montenegro, Ungarn og Sverige

Pot 3: Slovenien, Nordmakedonien, Kroatien og Tyskland

Pot 4: Spanien, Rumænien, Serbien og Schweiz

Et uholdbart argument

Det europæiske håndboldforbund, EHF, forklarer i en e-mail til TV 2 SPORT, at alle hold, der er endt på førstepladsen i deres kvalifikationspulje, bliver placeret i seedningslag et eller to.

Derudover spiller holdenes placering til EM i 2020 ind. Her blev Rusland nummer fem, men da Polen sluttede over russerne i kvalifikationspuljen, "overtager" de femtepladsen, og de to faktorer giver samlet set en placering i øverste seedningslag. Polen selv blev nummer 14 ud af 16 hold ved den slutrunde.

Proceduren er ifølge EHF benyttet tidligere, men argumentationen er uholdbar, mener Bent Nyegaard.

- Jeg har sjældent hørt en dårligere forklaring. Det kan godt være, at de har tænkt længe og grundigt over det, men når vi laver lodtrækning og sætter hold ind på trin et, to, tre og fire, skal der være en eller anden form for sammenhæng i det. Dem i første seedningslag skal være de bedste, siger Nyegaard.

Kan blive en ulempe for Danmark

Polakkernes tilstedeværelse i lag ét kan også ende med at blive en ulempe for Danmark.

Man kan ikke trække hold fra samme lag, men til gengæld kan Jesper Jensens landshold trække stærke nationer som Holland og Sverige, der er havnet i lag to.

- Jeg havde forventet, at Holland var seedet i første lag. Så nu kan danskerne ende med at få Holland. Man risikerer nogle hold, der er stærkere med den her seedning. Holland er bedre end Polen, siger Peter Bruun Jørgensen.

EM spilles fra 4.-20. november. Værtskabet er delt mellem Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

Se lodtrækningen torsdag klokken 17 på TV 2 SPORT X.