Flere straffekastkonkurrencer i vente og ligaklub dropper profil
TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket rundt om i hallerne.
Mens fuglene fløjter forårsfornemmelserne frem i folk i det ganske land udendørs, så skal man efterhånden stramme sig an for at høre dette og hint i de danske håndboldhaller.
Det gælder dog ikke, når der ikke er kamp, hvor man stadig kan spotte den sydende skønsang af Steff Houlbergs signaturvarer, der steges klar til den pølsemix, som for en stund kan stilne den summende snak i de tilstødende cafeterier.
Men både op til, efter og minsandten også under opgørene stiger lydniveauet ellers betragteligt i halbygningerne, når mere end blot syngende stemmer samt symfonien af svedne, sammenklaskede håndflader hos tilskuerne kan høres. For musikken har det seneste store årti fået en større og større lydmæssig rolle. Tak for intensiveringen i 2010'erne, AG København, mener nogle. Men ikke vor kære ekspert Peter Bruun Jørgensen.
Og det har måske taget lidt overhånd visse steder, som et par klubdirektør ytrer, da TV 2 SPORT i en mindre rundspørge blandt herreliga-holdene tager en decibel-meningsmåling. Men det tyder ikke på et stort problem, når de adspurgte som helhed placerer sig tættere på ’passende mængde’ end ’lidt for meget musik’. Og restriktioner for hal-DJ’en klinger hult i ørerne på direktørerne.
Ud over klangen af eksempelvis ’Sweet Caroline’, så er der også spændende nyt at høre ude i hallen.
Blandt andet i Silkeborg-Voel, hvor 69-målskytten Julie Jensen stopper efter denne sæson. En beslutning, som klubben traf sidst i efteråret; så højrebacken har haft en del måneder – i det stille - til at finde sig et nyt hold. Sidste sæson blev nordjyske Jensen klubbens topscorer med 145 mål, men efter Helene Kindberg kom tilbage fra korsbåndsskade har Silkeborg-Voel overvejet og nu prioriteret pengepungen blandt bagkædens venstrehænder.
26-årige Julie Jensen blev dog Silkeborgs topscorer i det, der bliver en af hendes sidste kampe i den grønne trøje, da de tabte både opgør og semifinaleplads til Herning-Ikast. Til kampen var også en barslende højreback i skikkelse af Stine Skogrand, som fulgte kampen med sin nærmeste familie bestående af søn samt kæreste Eivind Tangen fra Skjern Håndbold.
Vi fortsætter med familiære forbindelser i Skjern; for der var brødretræf i mandags. Selvfølgelig med turbotvillingerne Jørgen og René Rasmussen på værternes fløje, men også Skjerns Oliver Norlyk og Emil Bergholt havde lillebrødre på plads, da de begge var til stede – ikke for familiefreden – men for at støtte deres arbejdsgiver Mors-Thy Håndbold.
Og for at færdiggøre denne uges familieforetagender, så har Ulrik Wilbek ikke sine landstræner-evner fra fremmede. Få forklaringen i tirsdagens sportsnyheder om forsvindende få kvindelige tophåndboldtrænere, der kan (gen)ses på TV 2 PLAY.
Vi slutter denne uges Hørt i Hallen med lidt EHF-nyt. Det europæiske håndboldforbund fik godt nok en svær start på ugen, da Polen pludselig blev forfremmet til øverste seedningslag op til EM-lodtrækningen til stor forbavselse.
Men torsdag viste EHF, at de lader sig inspirere af fodboldens verden – måske har de læst den udgave af Hørt i Hallen, hvor vi opfordrede IHF til samme. Om ikke andet er reglen om udebanemål sløjfet fra næste sæson i europæiske klub- og landskampe. Fremadrettet vil straffekast afgører det, når to hold har samme måldifference efter to indbyrdes knock-out-kampe.
Sådanne afgørende opgør – endda med finalepladser på spil – kan Aalborg og GOG nærme sig lørdag eftermiddag og aften. Se, om det lykkes på TV 2 og TV 2 SPORT - sendeplanen er lige her.
Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt eller set noget i hallerne i Danmark, som vi bør vide.