Håndbold

Pludselig fik håndboldpensionist comeback for GOG

Mikkel Møller troede, han var færdig med at spille håndbold på topniveau. Det ændrede en snak med Nicolej Krickau omgående på.

Torsdag morgen var som de fleste andre morgener for Mikkel Møller.

Torsdag aften var derimod ikke, som aftener er flest for pensionerede håndboldspillere med gang i en helt almindelig tilværelse.

En snak med GOG-træner Nicolej Krickau havde nemlig sendt Mikkel Møller meget tæt på et uventet comeback for sin hjerteklub.

- Krickau tog fat i mig i torsdags, og så skulle jeg lige have rykket et møde på mit arbejde. Så trænede jeg med fredag på noget taktisk – og så var jeg med bussen i dag, siger Mikkel Møller efter lørdagens pludselige comeback.

Hvordan er det?

- Det kom sgu egentlig meget naturligt. Når man først sætter sig ind i bussen, så er rutinerne meget de samme. Jeg kender de fleste af drengene på holdet, så det har været nemt. En fed oplevelse at være med igen, siger Møller til TV 2 SPORT.

Skiftede til og fra GOG samme sommer

Mikkel Møller, der er søn af GOG-legenden Bent Møller og storebror til Flensburg-Handewitt-spilleren Lasse Møller, skulle egentlig være vendt tilbage til GOG i 2020/2021-sæsonen.

Efter fire år i Lemvig og SønderjyskE blev han præsenteret i GOG, der skulle sende Lasse Møller til Flensburg samme sommer. Men comebacket udeblev, for kort før sæsonstart skiftede han til Sarrebourg Moselle Sud i den næstbedste række i Frankrig.

Her spillede Mikkel Møller frem til december 2020, hvor han bad om at få kontrakten ophævet på grund af knæproblemer.

Og siden da har han ikke spillet håndbold på topniveau. Ikke før lørdag aften, hvor GOG havde hele ni mand på skadeslisten og brug for forstærkninger.

- Det var sgu sjovt. Der er en god stemning på holdet lige nu. Tingene kører for dem, og det har været nemt at komme ind. Det var fedt for mig, og jeg skal jo bare give noget godt humør til truppen, så de kan arbejde videre på den gode sæson, de har gang i lige nu.

Har du savnet det?

- Det troede jeg faktisk ikke, jeg havde. Jeg var kommet rimelig godt videre med det hele, men det var fedt at være med igen. Jeg har måske savnet det lidt mere, end jeg lige havde regnet med, siger Mikkel Møller, der scorede to mål på straffekast og dermed spillede en lille rolle i GOG’s avancement til DM-semifinalerne.