Håndbold

Stor overraskelse rørte Thomas Mogensen inden afskedskamp

Thomas Mogensen spillede onsdag sin sidste håndboldkamp i karrieren, da SønderjyskE slog KIF Kolding.

Han havde forsøgt at forberede sig på dagen. Tænkt over, hvordan han ville reagere, når karrierens sidste minutter var blevet spillet.

Men da Thomas Mogensen trådte ind i hallen til sin sidste kamp i karrieren, blev han alligevel overrasket.

Den 39-årige SønderjyskE-spiller havde forventet at se en 15-20 nære bekendtskaber inden kampen, men det tal var langt højere. 175 mand fordelt på både familie, venner og gamle holdkammerater var mødt op for at hylde profilen efter 20 år på banen.

- Der må jeg indrømme, at jeg ikke kunne holde den mere. Det er rørende, og det er så vildt for mig at mærke, siger Mogensen til TV 2 SPORT.

- Alle de følelser, der har hobet sig op de sidste dage her, de kom ud, da jeg fandt ud af, hvor mange mennesker, der har stået på hovedet for at få det her til at lykkes.

En magisk dag

Efter kampen, som SønderjyskE vandt med 37-33 over KIF Kolding, var der fuldt fokus på Mogensen.

Bagspilleren blev hyldet med klapsalver i massevis, taler, blomster og gaver, inden han selv tog ordet.

Her gjorde han det igen klart, at fremmødet i hallen betyder meget for ham.

- At folk har taget sig tid til at komme herned… Det sætter jeg virkelig pris på. Kæmpe respekt! Wauw. Det er en magisk dag, lød det fra ham.

Ny rolle i klubben

Samtidig fortalte han, at han nu vil gøre alt hvad han kan for at løfte klubben i sin nye rolle som sportsmanager.

- Jeg vil bidrage med al min erfaring, og jeg vil give mig 110 procent. Jeg vil gå ind i det med et kæmpe hjerte.

Af samme grund har han det også fint med at stoppe, selvom det er hårdt lige nu.

- Det er fuldstændig rigtigt for mig. Det er vemodigt, men det er også, fordi de 20 år jeg lige har oplevet, ville jeg gerne opleve igen, hvis jeg kunne. Det har været fantastisk, og det sætter vi et punktum for i dag (onsdag red.), siger Mogensen.

Mogensen er noteret for 106 landskampe, der spreder sig over både VM, EM og OL. I rødt og hvidt er de resultatmæssige højdepunkter VM-sølv i 2011 og EM-guld i 2012.

På klubplan har Mogensen spillet i Odder, Viborg, GOG, Flensburg-Handewitt, Skjern og SønderjyskE.

Han har blandt andet været med til at vinde både det danske og det tyske mesterskab, ligesom han kan kalde sig for vinder af Cup Winners Cup og ikke mindst Champions League.