Håndbold

- Det er en voldsom opgave, siger dansker om topjob

Kim Rasmussen glæder sig til at komme i gang med arbejdet som sydkoreansk landstræner, som der dog er visse sproglige og sociale udfordringer ved.

7991 kilometer.

Afstanden fra Seoul til Sjælland, vil man nok ikke ligefrem betegne som passende for pendlere. Men det er en distance, som danske Kim Rasmussen må tilbagelægge, når han skal besøge familien. For mandag blev han præsenteret som sydkoreansk kvindelandstræner.

- Jeg er meget glad for det og kan mærke, at det føles rigtigt på det tidspunkt, jeg er i min karriere lige nu, siger Kim Rasmussen tirsdag til TV 2 SPORT over en telefonforbindelse fra Sydkoreas hovedstad og fortsætter:

- Det er en voldsom opgave. Det er på den anden side af jordkloden, en helt ny kultur og spillere, som jeg slet ikke kender særlig meget til. Så noget helt andet, end jeg har prøvet før, og det tiltalte mig bare.

Den 49-årige dansker har det seneste årti arbejdet mange år i udlandet som enten klub- eller landstræner i det sydøstlige Europa.

Men nu mangedobles afstanden til familien for Kim Rasmussen, der regner med at have fast base i Sydkorea:

- Det er også noget, jeg har overvejet meget grundigt. En af de betingelser, jeg havde til forbundet, var, at vi kunne have en del træningssamlinger i Europa, så jeg også lettere kunne se mine nærmeste.

- Det var de meget interesserede i, da de rigtig gerne vil spares mod flere europæiske hold for at udvikle sig, siger Kim Rasmussen, der har en datter og søn hjemme i Danmark.

Jeg synes, de har mistet lidt af deres spillemæssige identitet

Kim Rasmussen

Træneren, der stammer fra Lyngby, har lavet en aftale til og med OL i 2024 med det sydkoreanske håndboldforbund. Men i slutningen af det igangværende år sætter de sig sammen og evaluerer, hvordan ordningen fungerer.

- Lige nu er familien og de nærmeste meget opbakkende, og jeg er meget glad for den opgave, der venter. Og hvis det i sidste ende er for svært og afsavnet bliver for stort, så må jeg jo tage hjem, siger Kim Rasmussen.

Han får dog dansk følgeskab med til Sydkorea, da landsmændene Bo Rudgaard (til sommer) og Morten Seier skal være henholdsvis assistent- og målmands-/fysisk træner.

100 procent gennem tolk

Den danske trio får dog lidt udfordringer med det sproglige, da engelsk på ingen måde er udbredt i Sydkoreas håndboldmiljø, ifølge Kim Rasmussen:

- Det bliver 100 procent gennem tolk. Men når man står på halgulvet, behøver man ikke tale samme sprog. Armbevægelser og simple ord kan gøre meget, siger den nyudnævnte landstræner, som har i sinde at lære simple ord som 'højre, venstre, frem og tilbage' på koreansk.

Men det kræver nok mange timers sprogundervisning, hvis Kim Rasmussen skal have en mere menneskeligt kendskab til sine spillere.

- Ja, det bliver svært, og det er jeg egentlig ret ked af. For jeg kan godt lide at være tæt på spillerne og lære dem at kende, og det bliver sværere, når kommunikationen skal gå gennem en tolk.

Den 17. maj har Kim Rasmussen første samling med landsholdet. Men det bliver uden holdets helt store stjerne Ryu Eun-hee, der til dagligt spiller i den ungarske storklub Györ.

Skal finde gamle kvaliteter

Hendes nye landstræner håber, at hun i endnu højere grad kan blive et forbillede for andre sydkoreanske spillere, der rejser til Europa og udvikler sig som spillere. Men samtidig er det vigtigt for Kim Rasmussen, at det sydkoreanske landshold finder tilbage til landets særlige håndboldkultur.

- Jeg synes, de har mistet lidt af deres spillemæssige identitet over de seneste par år. De har forsøgt at spille mere europæisk, men med koreanske trænere.

- Min vision er at finde tilbage til de spillemæssige normer, der dominerede i de tider, hvor man frygtede Sydkorea: Deres forsvar, deres variationer, tempo og kreativitet i angrebsspillet. Og samtidig skal vi tilføje noget fysisk og taktisk struktur, for der er noget at hente i forhold til de europæiske håndboldnationer.

Danskeren er den første udlandske landstræner for Sydkorea.

Kim Rasmussen har tidligere været landstræner i Polen med stor succes, kortvarigt i Montenegro samt i Ungarn, hvor det sluttede kontroversielt med fyreseddel og efterfølgende retsag, som danskeren i sidste ende vandt.

Tilbage til verdenseliten

Nu gælder det så Sydkorea, der fra 1988 og frem til 2012 var i otte olympiske semifinaler i træk med to titler til følge i 1988 og 1992.

De 15-dobbelte asiatiske mestre har dog ikke været i top 10 ved et VM siden 2009, og det håber, Kim Rasmussen at ændre på.

- Jeg har en kæmpe respekt overfor koreansk håndbold. Det bliver spændende at se, om jeg kan være med til at bringe dem tilbage i verdenseliten, som de desværre er gledet ud af. Men det kræver tid og tålmodighed, siger danskeren.

Danmark og Sydkorea har gennem håndboldhistorien haft mange tætte dueller, men det kan man ikke sige, det seneste indbyrdes møde i december 2021 var.

Dermed er det danske hold sikkert videre til mellemrunden med maksimal pointhøst. Video: Magnus Stig Christensen