Håndbold

Team Esbjerg får svær modstand i Champions League-semifinalen

Team Esbjerg skal møde det ungarske storhold Györ i Champions League-semifinalen.

Det ligger nu fast, hvordan semifinalerne ser ud til årets Final 4 i kvindernes Champions League-turnering.

Team Esbjerg var, sammen med mægtige Györ fra Ungarn, norske Vipers Kristiansand og Metz fra Frankrig, med i bowlen, da der tirsdag aften blev trukket lod til semifinalerne.

På papiret venter rigtig svær modstand for det danske storhold. Team Esbjerg har nemlig trukket sidste års bronzevinder og hjemmebanefavoritten Györ.

Semifinalerne

  • Györ - Team Esbjerg
  • Metz - Vipers Kristiansand

Kort efter lodtrækningen erkendte Team Esbjerg-spilleren Henny Reistad også, at det danske hold har fået en svær lodtrækning.

- Min første tanke er, at det er en svær lodtrækning. Men det ville det blive uanset, hvilket af de tre hold, vi skulle møde. Vi er tvunget til at skulle spille op til vores bedste niveau, hvis vi vil slå et hold som Györ. Det tror jeg på, at vi kan, men det bliver selvfølgelig rigtig svært, siger Reistad via en telefonforbindelse til det officielle lodtrækningsevent.

Team Esbjerg har indtil videre været overlegne i denne sæsons Champions League. Det danske storhold vandt deres gruppe, hvilket sikrede dem en billet i kvartfinalen.

Her ventede det rumænske storhold CSM Bucuresti, og efter to tætte kampe viste Esbjerg sig stærkest og bookede altså billet til semifinalen og den eftertragtede finaleweekend.

Final 4-stævnet afvikles den 4. og 5. juni i den nybyggede superarena MVM Dome i Budapest.

Det er første gang siden 2014, at Danmark er repræsenteret ved Final 4 på kvindernes side. Dengang var det FC Midtjylland, der nåede finaleweekenden i Champions League.