Håndbold

Undgår kritisk nederlag med vild dobbeltredning

Jesper Jensen og Team Esbjerg var tæt på at tabe den første semifinale, men en stor keeper-præstation reddede et uafgjort resultat.

Team Esbjerg var på papiret favoritter, men i sidste ende var det udeholdet Viborg, der spillede for sejren.

De to klubber mødtes onsdag aften i den første kamp i DM-semifinale-serien, og her havde Viborg alle muligheder for at snuppe sejren.

I sidste angreb spillede de sig nemlig frem til to fine muligheder til henholdsvis Line Haugsted og Kristina Jørgensen, men to gode redninger af Dinah Eckerle sikrede Esbjerg et uafgjort resultat.

Team Esbjerg vs. Viborg HK
31-31
(15 - 15)
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
Team EsbjergHenny Ella Reistad10 mål
Viborg HKLine HaugstedThilde FrandsenLærke Nolsøe Pedersen6 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Team Esbjerg0
Viborg HK0

Det uafgjorte resultat betyder, at vinderen af næste kamp, der spilles i Viborg i næste uge, avancerer til finalen.

Bliver kampen også uafgjort der, skal det afgøres i en tredje og sidste kamp.

I den anden semifinale mødes Herning-Ikast og de forsvarende danske mestre, Odense Håndbold. Midtjyderne vandt tirsdag den første kamp med 31-24.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Team Esbjerg var på hjemmebane favoritter forud for den første DM-semifinale mod Viborg HK, men gæsterne bed fra sig.

Kampen endte uafgjort, og ingen af holdene har derfor en fordel, når de mødes igen næste onsdag.

Det var den norske Esbjerg-stjerne Henny Reistad, som åbnede ballet onsdag. Viborg havde dog ingen intentioner om at lade Esbjerg holde føringen, hvilket Line Haugsted fik sat streg under med et mål til 1-1.

Således skulle de to hold skiftes til at score frem til 11. minut, før gæsterne fra Viborg for alvor fik gang i kontramaskinen.

En af forsvarsarkitekterne bag var Thilde Frandsen, som plukkede flere af Esbjergs afleveringer for derefter at sende bolden hurtigt i spil.

Med to assister og et straffekast til Kristina Jørgensen kom gæsterne foran 9-6 i løbet af to minutter, og kampen for at indhente det tabte skulle længe vise sig at være en udfordring for Esbjerg.

Med små ti minutter tilbage af første halvleg stod de to hold igen lige, da Henny Reistad, som under kampen udgjorde store problemer for Viborg-forsvaret, scorede til 11-11.

Helt lige ved pausen

Da første halvleg blev fløjtet af var der fortsat lighed ved 15-15. Den tætte affære skulle fortsætte længe ind i anden halvleg.

Kampen forløb længe i pendulerende stil, hvor Viborg kom foran med et mål for derefter at fiske bolden ud af eget mål efter en Esbjerg-scoring.

I 55. minut lykkedes det Viborg at slå et hul til modstanderne, da Ida-Marie Dahl sendte bolden i mål til 30-27.

Selv om Esbjerg tidligere i kampen havde udvist vilje til at hente en lignende føring, viste det sig at være en stor mundfuld for hjemmeholdet.

Alligevel lykkedes det for Esbjerg at tage et uafgjort resultat. Med en heroisk indsat scorede Michala Møller til 31-31 med cirka et minut igen, og efterfølgende reddede Esbjerg-målmand Dinah Eckerle Viborgs sidste skudforsøg i kampen.