Håndbold

Guldvinder går agentvejen og toprutineret tysker tygger på tilbud

TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket rundt om i hallerne.

”Hvad er dine planer for fremtiden?”

Et spørgsmål, som studievejledere såvel som håndboldjournalister ofte stiller i disse dage.

Og mens klubsæsonen og skoleåret først kulminerer om et øjeblik, så skal der lige i øjeblikket træffes beslutninger om, hvad der skal ske efter sommeren.

Thomas Arnoldsen har faktisk en alder à la den som mange, der overvejer videregående uddannelser i disse uger, har. Det 20-årige stortalent underskrev i september en ny aftale med Skanderborg Aarhus, som først udløber næste sommer – akkurat som den forrige aftale, men nu ikke længere med en klausul, som muliggjorde afgang allerede i sommeren 2022.

Men for de største klubber, så er holdet til sæsonen 2023/2024 allerede ved at falde på plads. Men trods interesse fra storhold i ind- og udland, så har Thomas Arnoldsen frabedt sig at forholde sig til fremtiden før efter sæsonen.

Forståeligt nok med den spændende slutspilsafslutning, som han og østjyderne jagter i øjeblikket. Lørdag får de besøg af Bjerringbro-Silkeborg i en noget nær direkte duel om en plads i semifinalerne. Se hvilke kampe, TV 2 SPORT sender i den kommende uge lige her.

Selvom mange mener, at hjemme er bedst, så er ude nu heller ikke så ringe. Bare spørg i Herning-Ikast, der på udebane tog første stik mod mestrene fra Odense, og som onsdag endegyldigt kan slukke fynboernes titelforsvar.Ikke mindst takket være holdets 40-årige målvogter Sabine Englert, der med en redningsprocent et godt stykke over sin alder, viste sit værd i anden halvleg.

Inden kampen fortalte Englert, at hun også har lidt at tænke over i disse dage, hvad angår hendes fremtid. For hun fortsætter ikke i Herning-Ikast efter sommeren, men overvejer muligheder andetsteds.

Hvor tilbuddene kom fra, er tyskeren tavs om. TV 2 SPORT erfarer dog, at der er en mulighed ude i Europa, men også én meget nærmere Sabine Englerts nuværende bopæl.

For den tredobbelte danske mester-målvogter bor i Aarhus. Og byens ligahold, Aarhus United, står såmænd og mangler en målvogter, efter holdets svenske landsholdsbobler Nora Persson blev korsbåndsskadet i den forgangne uge. Og som vi hører det, skulle der være dialog mellem Englert og Aarhus United om et muligt samarbejde.

Som Sabine Englert er det for Herning-Ikast, så må Kamilla Larsen siges at være Odense Håndbolds mest rutinerede. Den 38-årige anfører stopper den aktive karriere til sommer og har nu meddelt, hvad fremtiden skal bruges til:

Spilleragent for firmaet People In Sport. Her bliver hun kollegaer med to andre tidligere ligastregspillere i skikkelse af Sabine Pedersen og franske Cyril Viudes.

Apropos fransk, så kan Cornelius Kragh godt øve sig på det. Fredericia-bagspilleren fortsætter nemlig karrieren i Dunkerque, som har skrevet en toårig kontrakt med Kragh fra 1. juli.

Vi runder denne uges Hørt i Hallen af med en trist nyhed fra nedrykkede TMS Ringsted. For grundspillets tredje mest scorende spiller, Martin Risom, er blevet alvorlig skulderskadet. Så det bliver nok først i en lidt fjernere fremtid, at den tidligere U21-viceverdensmester atter folder sin fyrige forhammer af en venstrearm ud.

Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt eller set noget i hallerne i Danmark, som vi bør vide.