Herning-Ikast sekunder fra vildt europæisk comeback
På trods af et flot comeback i anden halvleg tabte Herning-Ikast sin semifinale i European League.
Herning-Ikast var tæt på at tage en vild comebacksejr, men endte alligevel med en lang næse, da holdet lørdag mødte tyske Bietigheim i semifinalen ved Final 4-stævnet i European League.
Midtjyderne var bagud med syv mål i anden halvleg, men fik kæmpet sig tilbage og udlignet, inden det altså endte med et nederlag på 33-34 efter et mål i sidste sekund af Bietigheim.
- Jeg er lidt tom lige nu. Jeg synes, det er virkelig flot af os, at vi kommer tilbage i den her kamp, siger Ikast-profilen Emma Friis til TV 2 SPORT.
- Det var ikke let, og det kunne lige så godt være gået vores vej der til sidst. Men det gjorde det desværre ikke. Det er hårdt lige nu.
Dermed skal Herning-Ikast søndag spille om tredjepladsen i Europas næststørste klubturnering, hvis finalestævne i år afvikles i Vibocold Arena i Viborg.
Tysk overtag fra start
Bietigheim, som har den tidligere danske landsholdsanfører Stine Jørgensen og Trine Østergaard på holdet, satte hurtigt trumf på mod Herning-Ikast.
Tyskerne var skarpe med bolden i hænderne, og Herning-Ikast havde svært ved at få bolden forbi Bietigheims målmand, Melinda Szikora.
Der stod 10-5 i tysk favør efter et lille kvarter, og så ville Kasper Christensen have sig en snak med sit hold. Herning-Ikast-træneren kom tilsyneladende med nogle gode justeringer, for det danske hold fik reduceret Bietigheims føring, så den ved pausen lød på 14-12.
Ti minutter inde i anden halvleg var tyskerne kommet foran med 23-18, og så måtte Herning-Ikast igen genoverveje tingene.
Men Kasper Christensen og Herning-Ikast-spillerne så ud til at være løbet tør for idéer. Bietigheim var i kontrol.
Den tidligere København Håndbold-spiller Kelly Dulfer bragte tyskerne i front med 26-19 cirka halvvejs i anden halvleg, og så begyndte det at se svært ud for Herning-Ikast.
Vildt comeback
Men midtjyderne var standhaftige og kæmpede videre. Med små fem minutter igen fik Herning-Ikast reduceret til 30-32, og pludselig var det spændende.
Med tre minutter igen reducerede Naja Nissen til 31-32, og Bietigheim virkede helt rundtosset. Det blev 32-32 ved Cecilie Brandt med to minutter igen.
Med endnu et mål gjorde Kelly Dulfer det til 33-32, men Cecilie Brandt var lidt efter igen på pletten fra højrefløjen med en udligning.
Det lå dog stadig til Bietigheim, der havde bolden i hænderne med et lille halvt minut igen. En tysk timeout blev brugt på at sætte et afgørende angreb op.
Bolden endte ved polske Karolina Kudlacz-Gloc, der efter et gennembrud scorede og sendte Bietigheim i finalen i sidste sekund.