Veszprem holder Aalborg-comeback væk i dansk CL-exit
Aalborg kom aldrig i nærheden af at hente de krævede syv mål og er færdig i denne sæsons Champions League.
Det bliver ikke til Final 4-deltagelse i denne sæsons Champions League for Aalborg Håndbold.
De nordjyske håndboldherrer kunne ikke vende et syvmålsnederlag fra første kvartfinaleopgør ude mod ungarske Veszprem, da Aalborg onsdag måtte nøjes med en sejr på 37-35 onsdag aften.
Sidste sæsons finalister i turneringen leverede egentlig en god kamp angrebsmæssigt, hvor især kontrafasen fungerede perfekt, men i den anden ende ramte man slet ikke niveauet i størstedelen af kampen.
Det ungarske storhold med Rasmus Lauge i en hovedrolle scorede nærmest efter behag og umuliggjorde et dansk comeback.
Allerede før kampen blev Aalborgs comebackmuligheder forringet. Under opvarmningen kom Aron Palmarsson til skade med sin hånd og skrev sig på den i forvejen lange liste over ukampdygtige spillere.
Samtidig kom nordjyderne lidt skævt i gang med kampen. Ungarerne var i teten, og Aalborg havde rigeligt at gøre med at hænge på oppe på måltavlen.
Når man skal hente et nederlag på syv mål fra første kamp, så kommer man ikke langt med at kæmpe for at holde trit med modstanderen.
Et par gange i løbet af første halvleg nåede danskerne på omgangshøjde med gæsterne, men på intet tidspunkt blev det til dansk føring.
Det helt store problem var forsvars- og målmandsspillet. Aalborg havde ingen problemer med selv at score, men der kom stort set ingen redninger i den modsatte ende.
Hverken Mikael Aggefors eller Simon Gade fik fat i noget som helst. To redninger præsterede de tilsammen i de første 30 minutter.
Det gav ungarerne en føring på 21-20 ved pausen og Aalborg et uoverskueligt stort bjerg at bestige i anden halvleg.
Da gæsterne med tre mål på stribe gik i front med 29-26, virkede de danske chancer endegyldigt slukket.
Pludselig begyndte der dog at komme nogle redninger fra Simon Gade, og midtvejs i halvlegen var der balance på måltavlen.
Publikum begyndte at leve med og fornemme lidt spænding, da Aalborg kom foran 32-30 med små ti minutter igen.
Der skulle dog fortsat hentes yderligere seks mål, da reglen om udebanemål talte til ungarernes fordel. Og den opgave var trods alt for stor alligevel.