Odense-profil ramt af alvorlig skade
Hollandske Larissa Nusser fik et vrid i knæet i den anden DM-semifinale mod Herning-Ikast.
Se den afgørende DM-semifinale lørdag på TV 2 og TV 2 PLAY.
De forsvarende mestre Odense Håndbold må undvære hollandske Larissa Nusser på ubestemt tid.
I onsdagens anden DM-semifinale mod Herning-Ikast fik hun et vrid i knæet, og en scanning har nu vist noget nær det værst tænkelige.
Nusser har pådraget sig en korsbåndsskade.
Dermed er hun selvsagt ude resten af sæsonen, hvor Odense jagter endnu en DM-titel.
"Klar svækkelse"
Odense vandt onsdagens udekamp mod Herning-Ikast, og derfor skal holdene nu ud i en tredje og afgørende kamp om at møde Team Esbjerg i DM-finalen.
- Selvfølgelig er det først og fremmest synd for Larissa Nusser, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Det er ikke fordi, hun har spillet en fuldstændig vanvittig sæson, men hun er en ung dame med et stort potentiale, som stille og roligt var ved at overtage ansvaret som playmaker i Odense. Det er en klar svækkelse, og det gør, at Ulrik Kirkely (Odense-træner, red.) har færre kort at spille ud.
Larissa Nusser er med 119 scoringer nummer to på Odenses topscorerliste i sæsonen.