Håndbold

Slut med sølvtøjsragelse og skadescomeback til GOG-profil

TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket rundt om i hallerne.

Metaloplastika.

Sikke et navn. Og nej, det er ikke en af artisterne til næste måneds Copenhell-festival, men derimod en af herrehåndboldens historiske mastodonter.

Men indrømmet; Jeg – den yngste af denne artikels skribenter – kendte ikke til Metaloplastika, før Peter Bruun Jørgensen for år tilbage lærte mig om 1980’ernes håndboldhøvdinge. Og tak for det, Peter.

For det serbiske storhold er værd at kende til, når man følger Champions League – også anno 2022. Aktuelt spillede FC Barcelona sig nemlig for fjerde år i træk frem til semifinalerne. Selvsamme rekordvindere af den ypperste klubturnering kan sammen med Metaloplastika – som de eneste – prale af at have været blandt Europas fire bedste herrehold seks sæsoner i streg.

Hos kvinderne nåede fordum tids storklubber fra Beograd, Kiev og Valencia også seks semifinaler på stribe, mens Gÿor før har nået syv. Men der er et stykke op til de 14 top 4-placeringer i træk, som Hypo Niederösterreich nåede fra 1987 og frem. Men den historietime må blive en anden gang med håndboldhovedet fra Virum.

Fra Virum tog Ulrik Wilbek - cirka samtidig med starten på den europæiske æra for førnævnte østrigske klub – til Viborg. Wilbek har siden haft spandevis af harpikssuccesser i byen, som han siden har været borgmester for i mere end fire år.

Ofte i de senere år er den tidligere træner tilskuer til Viborg HKs hjemmekampe. Og det var også tilfældet til onsdagens intense DM-semifinale mod Esbjerg. En meget medlevende Wilbek – hvis kone, Susanne, er assistenttræner for Viborg – fik i interview både rost rammen om kampen, men også opfordret byens spidser til at spæde til, hvis domkirkebyens hold også i fremtiden skal presse eksempelvis Esbjerg til det yderste.

For gæsterne blev i den grad presset af de grønblusede onsdag. Især af landsholdsprofilen Line Haugsted, som spillede sin bedste klubkamp i karrieren ifølge Peter Bruun.

Desværre blev Haugsted slemt skulderskadet i et sammenstød sent i semifinalen og måtte hjælpes af banen. Blandt andet med uventet hjælp fra udeholdet, sådan da.

For da halspeakeren måtte spørge efter en læge, trådte Kjetil Isaksen, der er mand til Team Esbjergs Sanna Solberg, til og hjalp Viborg-backen. God stil af nordmanden, og forhåbentligt er der også godt nyt til Haugsted, som skulle have undersøgt skulderen yderligere i løbet af fredagen.

Hvem Team Esbjerg skal møde i kampene om guldet afgøres lørdag – en kamp, der selvfølgelig kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY - se hvilke kampe, vi i øvrigt sender i den kommende uge lige her.

Uanset hvem, der bliver vinderne af DM-titlen, så skal de lige huske at passe på med at kaste for meget rundt med det synlige bevis. For de kan være en smule porøse, de pokaler. Det oplevede Odense sidste år, da DM-pokalen flere gange måtte lappes sammen efter fejringen

En oplevelse, det skal være slut med fremover. Divisionsforeningen og DHF har besluttet, at standarden på sølvtøjet skal ’hæves væsentligt’ fra og med næste sæson. Det fremgår af referatet for det seneste møde i Prof. Udvalget.

Her fremgår det også, at der ændres en smule ved teknikaliteterne for oprykning til 1. division. For at skabe mere ro og kontinuitet for klubberne i 1. division er det besluttet, at kvalifikationsspil om at rykke op fra 2. divisionen fremover droppes. I stedet vil den direkte oprykning tilfalde de højest placerede, oprykningsberettigede hold i puljerne.

Det vil sige de tre klubber, der ikke har et førstehold i enten liga eller 1. division i forvejen. Førhen skulle de ud i playoffkampe om en plads i 1. division mod hold fra netop 1. divisionen, men de kampe bliver fra næste sæson droppet.

Et godt stykke fra 2. divisionens top finder vi grundspilsvinderne i ligaen. Hos herrerne blev det GOG, der siden også har vundet deres slutspilspulje. Og det endda uden holdets normale førstekeeper.

For i godt to måneder har Torbjørn Bergerud siddet ude med en muskelskade. I mandags gjorde den norske landsholdskeeper imidlertid comeback, da GOG slog Ribe-Esbjerg. Samtidig kunne fynboerne glædes over, at også Emil Madsen atter var i vigør nok til at spille.

Ingen Hørt i Hallen uden lidt transfernyt også. Julie Pontoppidan har hidtil lynet munden til omkring, hvor hun fortsætter karrieren. Men nu har den tidligere U20-verdensmester så endelig meldt ud, at hun efter sommeren skal spille i Frankrigs bedste håndboldrække. Det bliver Celles sur Belle, der skal sige Bonjour, mademoiselle Pontoppidan.

Velkomsten bliver formentlig noget mere vestjysk for Jon Katballe i hans nye klub. TV 2 SPORT erfarer nemlig, at det er Lemvig-Thyborøn, som er tæt på at lande en aftale med højrebacken fra næste sæson.

Ugens rundtur slutter med lidt kvindelig, kollegial hæder i håndboldverdenen. For ligaspillerne i kvindernes bedste række har udnævnt nedenstående spillere til sæsonens All Star-hold:

  • Venstrefløj: Emma Friis, Herning-Ikast Håndbold – 56% af stemmerne.

  • Venstreback: Mathilde Neesgaard, Aarhus United – 69% af stemmerne.

  • Playmaker: Henny Reistad, Team Esbjerg – 86% af stemmerne.

  • Højreback: Dione Housheer, Odense Håndbold – 77% af stemmerne.

  • Højrefløj: Marit Jacobsen, Team Esbjerg – 86% af stemmerne.

  • Stregspiller: Alberte Simonsen, Ringkøbing Håndbold – 31% af stemmerne.

  • Målvogter: Althea Reinhardt, Odense Håndbold – 45% af stemmerne.

Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt eller set noget i hallerne i Danmark, som vi bør vide.