- Lige nu siger min datter, at jeg lyver, siger Jesper Nøddesbo
Jesper Nøddesbo har lagt håndbold på afstand, siden han stoppede karrieren. Men han har ikke fået mindre travlt.
I sommer sagde den nu 41-årige Jesper Nøddesbo stop. Han hoppede af håndboldtoget.
Men det var ikke uden frygt for fremtiden, at håndboldstjernen, der blev professionel tilbage i 1999, satte harpiksen i garagen.
"Hvem er jeg så nu? Hvad kan jeg overhovedet? Hvor hører jeg nu til?", spurgte Nøddesbo sig selv i et afskedsopslag på sin Instagram-profil for godt et år siden.
Nok måneder er nu gået til, at den tidligere landsholdstjerne vil komme med et forsigtigt bud.
- Jamen hvordan har det været, siden jeg stoppede? Det er et godt spørgsmål. Det har været specielt. Det har været en lettelse ikke at skulle præstere, og det er nok det, der har overrasket mig allermest. At det har været en lettelse. Jeg savner heller ikke håndbold som sådan. Men jeg kan godt blive grebet af en stemning, når jeg ser de store kampe og det danske landshold.
Er du overrasket over, at du ikke savner håndbold?
- Ja, det er jeg faktisk lidt, siger den tidligere stregspiller til TV 2 SPORT.
Rigtig mange bolde i luften
Da Jesper Nøddesbo, der har spillet 223 landskampe for Danmark, med hvem han er blevet europamester og olympisk mester, i sommer stoppede karrieren i BSH, var det uden de store planer.
Der skulle være tid til refleksion og familien. Det har der også været, men gradvist har projekter opslugt pladsen i kalenderen.
Driften af et padelcenter, foredrag, coaching, tv-jobs og uddannelsen som psykoterapeut er tiden blandt andet gået med.
Specielt i 2022 har kalenderen været fyldt til bristepunktet, og det har ikke været uden konsekvenser.
- Jeg har en datter derhjemme, som har sagt, at jeg lovede hende at være mere hjemme, når jeg stoppede som håndboldspiller. Lige nu siger hun, at jeg lyver.
- Det er sgu lidt tough. Hun siger det selvfølgelig med sit barnlige syn på tingene, men jeg kan jo ikke underkende det. Jeg ved også godt, at jeg har været meget væk. Jeg har forsøgt at åbne en dialog med hende, hvor jeg har forklaret hende, at det ikke er, fordi jeg ikke ønsker at være sammen med hende. Jeg tror bare ikke, at jeg får den der hverdag fra 8-16.
Du skal ikke være træner?
Med en tætpakket og varierende kalender kæmper Nøddesbo for at nå det hele.
Et alternativ til de mange projekter kunne være at vende tilbage til håndboldverdenen, hvor der med garanti vil være efterspørgsel på danskeren i forskellige roller.
Men Jesper Nøddesbo har valgt at gå en anden vej. Han skal ud og lære nye sider af sig selv. Også selvom det nemmeste havde været at blive i den verden, han kender så godt.
- Det er et bevidst valg, at jeg lige nu har lagt håndbolden lidt bag mig. Jeg vil gerne have fyldt lidt mere på mig selv. Lidt flere tillægsord. Så jeg ikke blot er håndboldspilleren Jesper Nøddesbo. Men at der kommer nogle andre ting, jeg kan se, at jeg kan. Jeg vil gerne have nogle flere strenge at spille på.
- Lige nu er der mere brug for at træde den anden vej. Det havde været lettere at blive i det, men så tror jeg heller ikke, at jeg var kommet derfra igen.
Det stolteste øjeblik
Selvom Jesper Nøddesbo nu har lagt sin karriere bag sig, reflekterer han gerne over tiden som håndboldspiller. Både højde- og lavpunkterne.
Karrierens største højdepunkt ligger mange år tilbage og indeholder et lavpunkt, der blev omdannet til en ekstraordinær bedrift.
- I Barcelona var jeg på vej ud efter to års kontrakt. Der blev jeg ringet op midt i sommerferien, hvor jeg fik af vide, at jeg ikke skulle komme tilbage til Barcelona. Det behøvede jeg ikke. Jeg skulle begynde at lede efter noget andet. Det var ikke det fedeste opkald at få. Specielt fordi jeg ikke havde set det komme.
Men den normalt så pligtopfyldende og adlydende Jesper Nøddesbo ville det anderledes. Han var ikke klar til at forlade storklubben. Heller ikke, selvom at han ikke var velkommen.
- Det, at jeg så valgte at tage tilbage alligevel, bliver jeg nødt til at klappe mig selv på skulderen over. Jeg traf et aktivt valg om, at jeg ville tilbage og kæmpe for min plads. Det er sgu nok det, jeg er allermest stolt af håndboldmæssigt. Det er for mig den største sejr. At jeg kæmpede mig tilbage og endte med at vinde Champions League med klubben.