Håndbold

Haugsteds Viborg-karriere slutter før tid: - Det rammer mig nu

Line Haugsted er ked af, at hendes tid i Viborg slutter, som den gør, da en alvorlig skulderskade fra kampen mod Team Esbjerg holder hende ude.

Line Haugsted har spillet sin sidste kamp i Viborg for nu.

Det har landsholdsprofilen, der skifter til ungarske Györ efter sommerpausen, bekræftet mandag.

Dermed slutter tiden i Viborg på sidelinjen med en alvorlig skulderskade, hvilket selvsagt er svært at acceptere.

- Det er supertrist. Det gik så godt. Jeg havde det godt i kroppen, jeg havde det godt mentalt. Jeg spillede godt.

- Det er super ærgerligt at slutte af uden for banen med en skade, som man ikke kender omfanget på, siger Line Haugsted til TV 2 SPORT mandag.

Med otte minutter tilbage af den anden DM-semifinale mod Team Esbjerg rev Line Haugsted sin skulder af led. Hun kender endnu ikke det præcise omfang af skaden, men det er sikkert, at hun ikke vil komme i kamp mere i denne sæson.

Lørdag bliver hård at komme igennem

Det betyder, at Haugsted må se med fra tribunen, når Viborg HK på lørdag tager imod Herning-Ikast i første kamp om DM-bronze.

Og det bliver ikke med den afsked på banen, hun havde håbet på.

- Det er først ved at ramme mig nu, hvor vi skal spille de sidste kampe.

- Især på lørdag bliver det hårdt at stå på hjemmebane uden at kunne være med til at gøre en forskel. Det er en træls måde at slutte af på.

Med alt det til trods var det en Line Haugsted, der stadig havde overskud og plads til et grin.

- Det er ikke første gang, jeg står over for en skade. Jeg er ikke døende, det hele løser sig, forsikrer hun.

Se med på lørdag, når Viborg - uden Haugsted - tager imod Herning-Ikast i første kamp om bronze.

Du kan se kampen på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra kl. 14.