Håndbold

Landstræner forklarer udtagelsen af klubløse Heindahl

Jesper Jensen ser Kathrine Heindahl som en central del af det kommende EM-hold, og derfor er hun udtaget, selvom hun er klubløs.

Normalt præsenteres spillere med navn og klubnavn, når de udtages til landsholdet. Det giver sig selv.

Sådan foregik det også, da landstræner Jesper Jensen mandag morgen udtog sit kvindelandshold til den kommende landsholdssamling fra den 7. til 11. juni. Men én spiller var anderledes.

For stregspiller Kathrine Heindahl er lige nu klubløs, men alligevel fremgik hun på listen over udtagne spillere til den kommende samling. Ligesom hun i øvrigt også gjorde i forbindelse med seneste landsholdssamling.

Det kræver en forklaring.

Hvorfor udtager du en spiller, der ikke spiller håndbold til daglig?

- Det er ret simpelt. Vi skal udtage det, som vi tror, er det bedste hold. Vi er jo ikke til denne samling for at toppræstere, vi er til denne samling for at gøre os klar til EM til november. Og der har vi en formodning om, at Heindahl godt kan være en del af det, siger landstræner Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

"Håbløst" at udelade Heindahl

Kathrine Heindahl forlod i begyndelsen af marts sin russiske klub CSKA Moskva efter Ruslands invasion af Ukraine. Og siden har stregprofilen altså været uden klub. Sikkert er det dog, at 30-årige Heindahl fra og med juli 2022 skal spille for Team Esbjerg i den danske liga.

Men selvom Kathrine Heindahl reelt har været uden arbejdsgiver i små tre måneder, så var landstræneren ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle med landsholdet igen.

- Lige så vel som når folk får skader, så er det også vores opgave at hjælpe dem igennem det. Dem, vi tror på i fremtiden, er også dem, vi lægger vores kræfter i. Det ville jo være dumt at bruge en hel uge på noget, vi ikke tror, vi skal bruge til EM.

- Så kan det godt være, der er nogen, der modbeviser os og overhaler Heindahl. Det er et åbent slagsmål. Men så længe vi tror på, at Heindahl kan være en del af EM-truppen, så ville det være fuldstændig håbløst ikke at have hende med til de her samlinger, siger Jesper Jensen.

Den kommende landsholdssamling er primært en træningssamling, der skal bruges som forberedelse frem mod EM til november. Der er indlagt en testkamp mod Slovenien som en del af samlingen. Den kamp spilles den 9. juni og kan ses på TV 2 SPORT.