Håndbold

Mie Højlund erkender, at hun spillede sit livs håndboldkamp

Ustyrlige Mie Højlund scorede 12 gange, da Odense Håndbold vandt den første kamp i finaleserien mod Team Esbjerg.

Mie Højlund var tirsdag aften fra en anden planet.

I det første opgør i finaleserien mellem Odense Håndbold og Team Esbjerg var landsholdsspilleren uhyggelig velspillende og havde en stor aktie i, at hjemmeholdet vandt opgøret 31-27.

Efter slutfløjt fik kampens store hovedperson også selv lov til at sætte ord på sin imponerende præstation.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har spillet en kamp, hvor det er gået så godt som i dag. Det var en lettelse, siger Mie Højlund, der samtidig bekræfter, at hun spillede sin bedste håndboldkamp nogensinde tirsdag aften.

Men det har ikke altid været nemt for Mie Højlund, der har kæmpet med det mentale. Tidligere har hun været ekstremt selvkritisk, men det har hun arbejdet meget på. Og det bar frugt i aftenens kamp.

- Jeg tror, at jeg det sidste stykke tid har kæmpet lidt med mit drive på banen. Jeg har haft svært ved at finde min timing. Det har handlet om mit mentale mindset, og det har jeg virkelig arbejdet med. Derfor er jeg glad for, at det lykkes i dag, siger Højlund til TV 2 SPORT.

Den danske landsholdspiller tilføjer, at sejren bestemt ikke kun kan tilskrives hende. Det var en holdindsats og flot angrebsspil, der gjorde det nemt for hende at præstere.

Odense-træner roser Højlund

Mie Højlunds træner i Odense Håndbold, Ulrik Kirkely, var efter kampen også yderst positivt stemt omkring sin topscorer. Specielt fordi Mie Højlund har kæmpet lidt med tingene.

- Jeg er rigtig, rigtig glad på Mies vegne, for som jeg har nævnt før og efter andre kampe, har det været et hårdt forår for Mie. Lidt op og ned, men i dag spillede hun på et højt niveau og tog et stort skridt.

Også TV 2 SPORTs håndboldboldekspert Bent Nyegaard roste Mie Højlund. Både i pausen af opgøret, men også efter kampen.

- Hun har været en fuldstændig drøm at se på i første halvleg. Hold da op, hvor har hun lagt op til meget. Det, der kendetegner Mie Højlund fra tidligere, er, at fejlmængden er væk. Den eksisterer ikke. Det er klasse, sagde Bent Nyegaard i pausestudiet, inden han kort uddybede Højlund præstation efter kampen.

- Det var en fuldstændig magisk aften. Jeg var vildt imponeret.

Lørdag spilles den anden kamp i finaleserien, og hvis Odense Håndbold vinder den kamp eller spiller uafgjort, er de danske mestre. Vinder Team Esbjerg skal finalen afgøres i en tredje kamp.