Håndbold

Haugsteds EM i fare - ude i op til et halvt år

En skulderskade tvinger Line Haugsted væk fra håndboldbanen i flere måneder. Det kan ende med at spænde ben for hendes deltagelse ved EM i november.

Der var ingen tvivl om, at Line Haugsted havde slået sig alvorligt, da hun faldt til jorden i DM-semifinalen mod Esbjerg.

Fire dage efter skulderskaden, der ramte den 18. maj, fortalte hun, at skadens omfang fortsat var ukendt. Men nu er der kommet mere vished.

- Der er estimeret cirka et halvt år plus-minus. Jeg skal opereres på tirsdag. Det er det, eksperterne mener, der skal til, for at armen kommer til at fungere optimalt igen, siger Haugsted til TV 2 SPORT.

- Det er selvfølgelig træls, men sådan er er det nogle gange i håndbold.

EM er usikkert

Haugsted er normalt en af de helt store profiler på det danske landshold. Derfor var det også ventet, at hun skulle med til EM, der spilles i november.

Med lidt hurtig hovedregning kan det dog godt se ud til at blive svært for Haugsted.

- Jeg kan ikke sige noget endnu. Jeg kan først sige noget på tirsdag. Men umiddelbart ser det da presset ud at blive klar til den tid, siger hun.

Hårdt at sige farvel

Line Haugsted har allerede på forhånd været ude at sige, at kampen mod Esbjerg blev hendes sidste for Viborg.

Den stærke landsholdsspiller skifter nemlig til ungarske Györ efter sommer. Og selvom hun er sikker på sin beslutning, er det hårdt at sige farvel.

- Jeg er virkelig taknemmelig, og det har været en fed klub at spille i. Det var en svær beslutning at sige, at jeg ikke skal være her længere, siger hun.

Inden hun forlader klubben kan hun dog nå at se, om Viborg sikrer sig bronzemedaljer. De spiller lørdag den anden bronzekamp mod Herning-Ikast.

Herning-Ikast vandt den første kamp, hvorfor de med en sejr kan sikre sig bronzen.