Håndbold

- Jeg er glad for, at jeg er færdig her, siger klubikon

Herning-Ikast-træner Kasper Christensen vil ikke udtale sig.

Med bronzemedaljen om halsen satte Sabine Englert tirsdag aften punktum for 13 års tro tjeneste i det midtjyske.

Den sidste tid som Herning-Ikast-målvogter har dog ikke været rar for den 40-årige tysker. Det sætter hun nu langt om længe ord på.

- Jeg har ikke præsteret det, jeg synes, jeg kan. Jeg har bedt min træner om hjælp, men der kom ikke så meget tilbage. Jeg har haft flere samtaler med ham, men jeg synes ikke, der er sket noget som helst, siger Sabine Englert til TV 2 SPORT.

Ligaprofilen meddelte i november sidste år, at hun stopper i klubben efter denne sæson, men hun har ikke villet fortælle hvorfor. Indtil nu.

Har haft det dårligt

Hendes nu tidligere cheftræner i det midtjyske, Kasper Christensen, har ikke levet op til sit ansvar, mener den rutinerede målvogter.

- Jeg har sagt, at jeg har det dårligt, at jeg bliver tung i kroppen, når jeg møder ind til træning og ind i hallen. Det blev der heller ikke reageret på.

TV 2 SPORT har givet Kasper Christensen mulighed for at medvirke i et interview, men dette har Herning-Ikast-cheftræneren ikke ønsket.

I sidste uge meddelte Englert, at hun skifter til Aarhus United.

- Jeg er glad for, at jeg er færdig her, og at jeg kommer videre. Jeg skal nok sige farvel til ham, men jeg har ikke brug for at snakke med ham, for der er ikke sket noget de første gange, siger Englert.