Tryk på timeout-knap får trænere op i det røde felt

Herning-Ikast-cheftræner Kasper Christensen følte sig snydt for et straffekast, da Viborg HK-træner Jakob Vestergaard tog ulovlig timeout.

Det er ikke tilladt at tage timeout, når modstanderholdet har bolden. Det er alle i håndboldsporten klar over.

Også Viborg-træner Jakob Vestergaard, der dog alligevel trykkede på timeout-knappen, da modstanderen, Herning-Ikast, var i boldbesiddelse i tirsdag aftens afgørende bronzekamp.

- Jeg ser det ikke. Det er min fejl, lød det straks fra Viborg-træneren.

Hans tryk skabte dårlig stemning og forvirring. For blev Herning-Ikast-fløjen Emma Friis frarøvet en oplagt målchance, eller var der modstandere foran hende? Herning-Ikast-træner, Kasper Christensen, var overbevist om, hans hold blev snydt for en oplagt scoringschance.

- Vi har en fri kontra, så vi skal have et straffe. Er vi enige om det?

Den kommentar fik Jakob Vestergaard til at ryste på hovedet og sige "nej, nej, nej."

Ingen oplagt målchance

Dommerne var enige med Viborg-træneren: Herning-Ikast blev ikke frarøvet en oplagt scoringschance, og derfor blev Viborg ikke straffet.

Den beslutning kunne Kasper Christensen på ingen måde forstå:

- Vil I ikke ud at se det (på video, red.)? Jamen hun er helt fri. Hun dribler ved midten.

Kasper Christensen faldt hurtigt ned igen, da han kunne se sit hold køre Viborg over og cruise mod bronzemedaljen.

Der blev faktisk begået en fejl i forbindelse med episoden. Reglerne foreskriver, at det hold, der tager en uretmæssig timeout, ikke får den tilbage. Dette huskede dommerbordet dog ikke at håndhæve.