Håndbold

Hun var dybt utilfreds med kommentar - nu lægger Nyegaard sig fladt ned

Bent Nyegaard har sagt mange ting i årenes løb. Nogle gange viser det sig at være rigtigt, og andre gange får han fornøjelsen af at blive modbevist.

- Jeg har en tilståelse.

Denne sætning vil nok få folk til at spidse ører. Uanset om ordene lyder i en retssal eller i et sløjt realityprogram. Eller i en håndboldhal.

Tirsdag aften tilstod TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard således sin manglende tro på stregspiller Rikke Iversens evner, da hun i 2020 skiftede til Odense Håndbold.

- Jeg sagde noget i retning af, at hvis Odense skulle videre, op i Champions League og vinde det danske mesterskab, så var Rikke Iversen måske ikke lige den, som de skulle have søgt efter, opremsede Nyegaard.

Særligt spidse ører havde netop Rikke Iversen, for hun sad lige overfor - i øvrigt i forbindelse med den afgørende kamp om DM-titlen - og hun husker tydeligt ekspertens holdning.

- Jeg var dybt utilfreds, jeg var irriteret, og jeg synes, det var en blanding af uprofessionelt og åndssvagt at sige i et interview, når man ikke havde set mig spille i en klub endnu. Så det var da rart, at jeg kunne modbevise dig, siger Rikke Iversen.

Tog du fejl omkring Rikke Iversen?

- I forhold til det, hun har udviklet sig til, ja. Og sådan er det at være ekspert og skal sige ting tidligt. Jeg tager fejl masser af gange, og jeg kan finde et par ting hist og pist, hvor jeg også fik ret, siger Bent Nyegaard.

Et par timer senere vandt hun og Odense det danske mesterskab for andet år i træk.

- Hun er en kæmpestor inspiration

29-årige Rikke Iversen er efterhånden ikke kun vigtig for danmarksmestrene, men også for landsholdet. I december var hun med til at vinde VM-bronze.

- Hun er i en fantastisk udvikling. En ting er, at hun håndboldmæssigt er i udvikling, men hun er det også mentalt. Hun er en kæmpestor inspiration for sine holdkammerater. Hun er så intensiv i alt, hun foretager sig, siger Bent Nyegaard.

Netop intensiviteten er en af stregspillerens største styrker, og specielt nu hvor hun formår at tøjle den, mener håndboldeksperten.

- Rikke Iversen har altid været en fighter. Har altid været med fuld power. Lige nu spiller hun ikke, som det var tidligere med masser af udvisninger. Hun er mentalt blevet bedre til at indstille sig på den store scene, hun spiller på nu.

Før Odense spillede Iversen i Silkeborg-Voel og Nykøbing-Falster.