Dansker skal træne i Tyrkiet - har særligt ét mål
Den tidligere København-træner Claus Mogensen har skrevet under på en etårig kontrakt med Kastamonu Belediyesi GSK.
Efter seks sæsoner som cheftræner i København Håndbold har Claus Mogensen takket ja til et udenlandseventyr.
Han skal nemlig stå i spidsen for den tyrkiske klub Kastamonu Belediyesi GSK i den kommende sæson.
Særligt to faktorer har været afgørende for, at Claus Mogensen tager et år i Tyrkiet.
- Det ene er, at de med meget stor sandsynlighed igen kommer til at spille Champions League i næste sæson.
- Det har været meget afgørende. Det havde været meget mindre interessant, hvis det havde været udelukket, siger Claus Mogensen til TV 2 SPORT og tilføjer:
- Jeg vil også gerne prøve den udfordring. Jeg ved, det bliver anderledes - nu har jeg trænet i Danmark og Norge, og jeg ved, at det bliver noget helt andet. Jeg vil gerne prøve at have spillere fra andre kulturer.
Kastamonu blev tyrkisk mester i denne sæson, spillede Champions League og har flere udenlandske spillere på holdkortet - blandt andre skifter danske Simone Böhme også dertil fra næste sæson.
Derfor forventer træneren ikke, at det er det spillemæssige, der bliver anderledes - men derimod alt rundt om.
- Måden, man driver en klub på, publikum... der er rigtig mange ting, der er anderledes end det, vi er vant til her i Danmark.
- Man kan også se, at i fodbold er de jo meget passionerede omkring sporten – og hvis der er noget af det i håndbolden også, så synes jeg, det kunne være en fed oplevelse, fortæller Claus Mogensen.
Viste tidligt interesse i dansk by
Skiftet til Kastamonu har været et stykke undervejs. Faktisk talte træneren allerede lidt med klubben, da tyrkerne i februar spillede en Champions League-gruppekamp mod Odense.
- På det tidspunkt var jeg blevet enig med København om, at vi stoppede samarbejdet til sommer. Så min agent var i gang, og han så en mulighed ved at de var i Danmark, at vi lige kunne stikke hovederne sammen i den forbindelse, siger Claus Mogensen.
Nu er skiftet så blevet en realitet, og den danske træner ser især frem til at blive prøvet af i den mest prestigefulde klubturnering.
- I år vandt de ingen kampe i Champions League, i forrige sæson vandt de to. Jeg håber, jeg kan gøre det bedre end det – men der er nogle spillere, som skulle have tegnet sidste år, der rejser, forklarer Claus Mogensen.
Træneren forklarer, at han og klubben særligt leder efter en erstatning for playmakeren Milena Raicevic, der forlader holdet denne sommer.
Dermed er arbejdet allerede i gang for Claus Mogensen, der tager hul på sæsonopstarten med spillerne i Tyrkiet i midten af juli.