Fik værst mulige lodtrækning, men de jubler alligevel

Da TMS Ringsted onsdag skulle tildeles en modstander i ottendedelsfinalen i landspokalturneringen, kom Aalborg Håndbold op af bowlen.

Ian Marko Fog er i røret. Det er tydeligt at høre, at han er svært tilfreds med TMS Ringsteds kommende modstander i landspokalturneringen.

Onsdag aften blev der trukket lod til herrernes ottendedelsfinaler, og lige efter den sjællandske klub blev Aalborg Håndbold, de forsvarende pokalmestre, trukket op af bowlen.

- Hvis jeg spørger min træner, er han nok ikke så glad for det, men som direktør i klubben er jeg glad for, at vi får et så stjernespækket mandskab til Ringsted. Det glæder vi os enormt meget til, siger Ian Marko Fog, inden han hurtigt selv kommer ind på, at nordjyderne kan have hjemvendte Mikkel Hansen på holdkortet:

- Det er kæmpestort. Der er så stor interesse omkring Mikkel Hansen.

Langtfra sikkert, at Mikkel Hansen er med

TMS Ringsteds hjemmebane har plads til cirka 1600 tilskuere, så det kan sagtens ske, at kampen vil blive spillet et andet sted end Ringsted Sportscenter.

- Vi skal lige måle på interessen og se, om det er nødvendigt at spille den et større sted. At det kan være Mikkel Hansens første kamp for Aalborg, kan skabe noget ekstra interesse, siger Ian Marko Fog.

Det er dog langtfra sikkert, at Mikkel Hansen er med i pokalkampen, og TMS Ringsted dermed bliver Hansens første modstander efter hjemkomsten fra Paris.

For vores publikum, der måske ikke er vant til at se en spiller af Mikkel Hansens kaliber, så håber vi da på, at han er med

Ian Marko Fog, direktør i TMS Ringsted

TMS Ringsted og Aalborg skal indbyrdes fastlægge et kamptidspunkt for ottendedelsfinalen. Eneste krav fra Dansk Håndbold Forbunds side er, at den skal være spillet senest 28. august.

For at Hansen kan være med, kræver det i første omgang, at kampen bliver fastlagt efter 21. august. Først her tiltræder Mikkel Hansen i Aalborg.

Dernæst kræver det, at den danske stjerne er klar til at spille igen.

I midten af marts blev han ramt af en blodprop i lungerne efter komplikationer fra en knæoperation, og efterfølgende var meldingen, at det kostede ham en pause på fire til seks måneder.

Møder tysk storhold inden Aalborg

Ian Marko Fog tror på et kamptidspunkt tættere på 28. august end 21. august.

- Uden Mikkel Hansen har Aalborg også store stjerner, men for vores publikum, der måske ikke er vant til at se en spiller af Mikkel Hansens kaliber, så håber vi da på, at han er med. Det gør vi da, siger TMS Ringsted-direktøren.

TMS Ringsted er nedrykker fra ligaen i denne sæson og skal derfor spille i 1. division i næste sæson. Men Ian Marko Fog lægger ikke skjul på, at ambitionen er at vende tilbage til ligaen næste år.

I år fejrer TMS Ringsted 25-års jubilæum. 17. august spiller klubben en jubilæumskamp mod den tyske storklub Flensburg-Handewitt, hvilket gør den kamp til en optaktskamp til pokalmødet med Aalborg og måske Mikkel Hansen.

Ottendedelsfinalerne i landspokalturneringen

12 ligahold og 4 hold fra 1. division var i puljen, da der blev trukket lod til ottendedelsfinalerne i herrernes pokalturnering. Sådan ser ottendedelsfinalerne ud:

  • Høj Elite (1. division) - GOG (liga)
  • Lemvig-Thyborøn (liga) - Ribe Esbjerg (liga)
  • Skive (1. division) - Fredericia (liga)
  • TMS Ringsted (1. division) - Aalborg (liga)
  • Ajax København (1. division) - Skanderborg Aarhus (liga)
  • KIF Kolding (liga) - Bjerringbro-Silkeborg (liga)
  • TTH Holstebro (liga) - Mors-Thy (liga)
  • SønderjyskE (liga) - Skjern (liga)

Landspokalturneringen afsluttes med Final4-stævnet 18. og 19. februar 2023.