Rørt Hansen sagde farvel til PSG
Mikkel Hansen blev onsdag hyldet for sine ti år i PSG, som vandt den franske liga med maksimumpoint.
På grund af den blodprop han pådrog sig i marts, var Mikkel Hansen ikke på banen, da Paris Saint-Germain onsdag lukkede sæsonen med en sejr over Creteil, men han var i hallen og blev hyldet til den helt store guldmedalje.
Fra tribunen så den danske håndboldstjerne sine holdkammerater tage sejr nummer 30 ud af 30 mulige i ligaen, hvilket ingen andre har gjort før. Og efter kampen sagde han et bevæget farvel efter ti år i klubben.
- Giv mig lige et øjeblik. To sekunder, lød det ifølge L'Equipe fra en rørt Mikkel Hansen, som midt på halgulvet skulle sige sine afskedsord.
- Vi har brugt ti helt fantastiske år sammen. Det har været en virkelig god tid, og vi har vundet store titler, fortsatte Hansen, der skifter til Aalborg Håndbold senere på sommeren.
Mikkel Hansen er ikke den eneste spiller, der forlader PSG nu, men han er den eneste, der i denne omgang har fået sin spilletrøje op at hænge i loftet som tegn på, hvad han har betydet for klubben.
Også dårlige tider
I sin tale understregede Mikkel Hansen, at ikke alt har været fantastisk i tiden i PSG.
Blandt andet har han som nævnt været ude af stand til at spille håndbold siden marts, hvor han efter en knæoperation blev ramt af en blodprop.
Det irriterer ham, at han skulle se onsdagens historiske sejr fra tribunen.
- Det var ikke sådan her, jeg havde drømt om at forlade klubben. Det har ærlig talt været meget svært at acceptere. Det vil altid være svært at acceptere, at jeg skal forlade en klub, der er så tæt på mit hjerte, på den måde. Men sådan er livet.
- Tak til alle - især fansene. Støtten har været utrolig selv i svære i tider, lød det fra Mikkel Hansen.
Den danske håndboldstjerne kom til PSG i 2012, efter at han havde tørnet ud for den storsatsende klub AG København, som faldt fra hinanden det år.
Tidligere har han spillet i FC Barcelona og GOG. Til august vender han hjem til dansk håndbold og skal tørne ud for Aalborg Håndbold.