Ekspert udpeger nøglerne til stort finaledrama
Aalborg kan søndag blive dansk mester for fjerde år i træk. GOG har ikke løftet trofæet i 15 år.
Se DM-finalen på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 17.
Måske bliver det afgjort søndag. Måske skal der en ekstra DM-finale til.
GOG og Aalborg spillede onsdag 25-25 i Gudme, og det betyder, at en eventuel vinder af søndagens anden DM-finale bliver dansk mester. Ender den også uafgjort, venter en tredje og afgørende finale.
Og det sidste scenarie er langt fra utænkeligt, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen.
- Det bliver dramatisk og spændende. Og jeg tror, det bliver afgjort til sidst. Det er meget, meget lige og kan gå til begge sider.
GOG havde en femmålsføring i anden halvleg af det første opgør, men smed det hele på gulvet til sidst.
Herunder peger Bruun Jørgensen på, hvad der skal lykkes hvert hold i kampen om at vinde det danske mesterskab.
Aalborg
Dansk mester tre år i træk
- Aalborg skal styre tempoet i kampen. De er meget, meget rutinerede. Aron Pálmarsson får en stor rolle, tror jeg. Vi så, hvordan han kom ind i slutningen af den første finale og dominerede spillet og sine holdkammerater fuldstændigt. Han er en verdensstjerne, når han rammer det niveau. Det har han ikke gjort særligt mange gange i sæsonen, men han har det med at gøre det, når det er allermest nødvendigt. Og det er det i dag.
GOG
Intet dansk mesterskab siden 2007
- GOG havde den første finale under kontrol og førte en overgang med fem mål i anden halvleg. Men de mistede tempoet i kampen. De har brug for tempo. De skal spille hurtigt, de skal fremad banen i kontrafasen og udnytte, at de er hurtigere end Aalborg. Jeg synes, GOG har været det bedst spillende hold i hele sæsonen, men de klappede sammen de sidste 20 minutter af det første opgør.