Håndbold

Herning-Ikast skifter navn og forlænger med profil

Simone Petersen er fast mand på landsholdet.

Håndboldklubben Herning-Ikast skal have nyt navn.

Således kommer den danske topklub fra næste sæson til at hedde Ikast Håndbold, som den midtjyske klub tidligere har heddet. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at de vil tættere på moderklubben Ikast FS og på Ikast KFUM. Det fortæller bestyrelsesformand Lars Gantzel Pedersen.

- Vi må erkende, at vi var kommet for langt væk fra hinanden. Vi har ikke formået at skabe den samhørighed mellem moderklubberne og os, som vi ville. Vi vil gerne involvere os mere i IFS og KFUM fremover, siger han.

Holdet kommer desuden til at spille i gult.

Klubben fra Ikast har i årenes løb heddet flere forskellige ting. Det startede som Ikast FS, men i 1999 kom klubben til at hedde Ikast-Bording Elitehåndbold på grund af et samarbejde med Bording KFUM.

Siden har klubben heddet både Ikast-Brande Elitehåndbold og FC Midtjylland Håndbold. I 2018 blev samarbejdet med fodboldklubben droppet, og siden da har klubben altså heddet Herning-Ikast Håndbold.

Profil forlænger

Men det var ikke den eneste nyhed fra det midtjyske. Ikast Håndbold, som vi nok lige skal vænne os til at kalde dem, har også forlænget kontrakten med en af klubbens største profiler Simone Petersen.

Playmakeren har været stærkt medvirkende til, at klubben vandt bronze i sæsonen, der sluttede for ikke længe siden.

Hun har tilmed spillet sig til en fast plads på landsholdet, hvor hun har en central rolle, når det kommer til overtalsspillet.

Kontraktforlængelsen lyder på tre år.