Håndbold

- Det gør så ondt inde i mit hjerte, siger Lauge

Rasmus Lauge og Veszprem tabte Champions League-semifinalen med to mål, og danskeren var efterfølgende helt knust.

Når klubben hedder Veszprem, er det kun en Champions League-finale, der tæller.

Og når man hedder Rasmus Lauge, så er det også kun en finale, der tæller.

Derfor var den danske håndboldstjerne naturligvis også skuffet, da det ungarske mandskab tabte CL-semifinalen til polske Vive Kielce med 35-37.

Skuffelsen var tydelig, da Lauge besøgte TV 3 SPORT-studiet efter kampen.

- Vi spiller simpelthen for dumt. Og det gør så ondt inde i mit hjerte, fordi det er forfærdelig dumt. Jeg er dybt skuffet, og jeg er dybt rasende, siger han til TV 3 SPORT.

Lauge påpeger, at de godt på forhånd vidste, at Kielce er gode i seks mod fem-spillet, og at fokus allerede i omklædningsrummet var på, at de ikke skulle provokere for mange to minutters udvisninger.

Alligevel endte Lauge og kompagni med at spille i undertal otte gange i kampen. Til sammenligning fik Kielce fem udvisninger.

Specielt i starten af 2. halvleg fik Veszprem flere to minutters udvisninger, hvilke de polske modstandere udnyttede perfekt. I de første ti minutter efter pausen fik de reelt set afgjort kampen.

Rasmus Lauge gik flere gange i kampen forrest og animerede Veszprems angreb. Danskerens otte mål var dog ikke nok til en plads i finalen.

I den anden semifinale spiller Kiel mod Barcelona, og vinderen af opgøret møder derfor Kielce i søndagens finale.