Håndbold

Landsholdet skifter navn

VM-bronzevinderne skal ikke længere omtales som ’håndbolddamerne’. Det har spillerne været med til at bestemme.

Håndbolddamerne er fortid.

Fra nu skal Jesper Jensens landshold omtales som Håndboldkvinderne, når der skal skelnes mellem kvinde- og herrelandsholdet. Det har spillerne været med til at bestemme.

- Det er lidt mere moderne og udtrykker lidt mere power. Jeg synes også, ”kvinde” er lidt mere ungdommeligt end ”dame”, siger Althea Reinhardt til TV 2 SPORT.

Dansk Håndbold Forbund har arbejdet på ændringen i et stykke tid, og i denne uge slog den endelig igennem på de sociale medier Facebook og Instagram. Fremover bliver betegnelsen kvinde brugt i stedet for dame fra A-landsholdet til U17-landsholdet og på tværs af alle klubturneringer.

- Vi snakkede kort om det og var hurtigt enige, siger Althea Reinhardt.

- Et navn definerer selvfølgelig ikke, hvad vi gør på banen. Vi kommer til at stå for det samme, men selvfølgelig er det fedt, at der bliver tænkt over sådan noget her også.

I fodsporene på fodboldkvinderne

Ved at udskifte ”damerne” med ”kvinderne” gør Dansk Håndbold Forbund, som Dansk Boldspil Union gjorde for over 10 år siden. Her ønskede de kvindelige landsholdsspillere også at blive omtalt som kvinder i stedet for piger eller damer.

I håndbold har ”damerne” dog hængt ved – måske takket være 90’er-kælenavnet ’De Jernhårde Ladies’. Det opstod, fordi landsholdet havde sponsornavnet ’Metal’ printet på trøjerne.

Håndboldkvindernes næste store opgave er EM i november. Her er Danmark i gruppe med Sverige, Slovenien og Serbien.