Håndbold

Odense ansætter sportsdirektør

Den dobbelte mesterklub Odense Håndbold vil fra 1. august have både en sportsdirektør og en direktør.

På direktørens sidste arbejdsdag har Odense Håndbold præsenteret en ny ledelsesstruktur.

Fremover vil klubben have både en sportsdirektør og en direktør – og førstnævnte er der allerede sat navn på.

Odense Håndbold har ansat Trine Nielsen, der har en fortid som spiller i en række af Danmarks største klubber samt på landsholdet og senest som ekspert på henholdsvis TV 2 og TV3.

- Vi er sikre på, at Trine med sin store erfaring fra håndboldverdenen kommer til at bidrage positivt til den sportslige ledelse. Ansættelsen af en sportsdirektør giver os samtidig muligheden for at finde den rette profil til direktørstillingen i Odense Håndbold. Vi glæder os til at byde Trine velkommen og ser meget frem til samarbejdet, siger bestyrelsesformand Niels Eriksen i en pressemeddelelse.

Odense Håndbold skal have ny direktør, for Lars Peter Hermansen sagde sin stilling op i marts 2022. Han stopper ved udgangen af juni.

I 2020/2021-sæsonen vandt Odense Håndbold klubbens første titel, og ved afslutningen af sæsonen kunne odenseanerne juble over The Double.

I 2022 genvandt Odense det danske mesterskab, og således kommer Trine Nielsen til at træde ind i en succesrig klub.

- Jeg ser frem til at træde ind i en ’velsmurt maskine’ og fortsætte det flotte arbejde, der er gjort hele vejen rundt, og så bliver det min opgave, sammen med alle i klubben, at dreje på lidt knapper hist og pist og se, hvor der kan optimeres, så vi sammen kan tage endnu et step op på håndboldstigen - både nationalt og internationalt, siger Trine Nielsen.

Hun har første arbejdsdag den 1. august.