Håndbold

Tidligere landsholdskeeper skal forme den næste Niklas Landin

Søren Rasmussen, der stoppede sin aktive håndboldkarriere i sidste sæson, skal være talenttræner på herresiden, oplyser DHF.

Dansk håndbolds største målvogtertalenter på herresiden kommer fremover under vingerne på Søren Rasmussen.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund, DHF, i en pressemeddelelse onsdag.

Den tidligere landsholdskeeper, der nåede 25 år på topniveau og spillede 41 A-landskampe, stoppede sin egen aktive karriere efter den forgangne sæson.

- Jeg har mange ting med i bagagen og har prøvet rigtig mange forskellige målvogtertrænere. Så jeg glæder mig til at dele ud af de erfaringer både i forhold til det taktiske og tekniske, men også i forhold til det mentale aspekt, siger Søren Rasmussen.

DHF's talentchef er tilfreds med tilknytningen af 45-årige Søren Rasmussen.

- Søren er en person, der på meget kort tid efter sit karrierestop har vist stor kompetence og passion for at give erfaringer og viden videre på et vigtigt område og så videre.

- Vi har i mange år været gode på målvogterpositionen i dansk håndbold, og det skal vi fortsætte med, da det er afgørende for at vinde medaljer fremadrettet, siger Søren Skaastrup Frydendal.

Tre jobs i næste sæson

I det hele taget får Søren Rasmussen travlt i den kommende sæson.

Udover trænerjobbet i DHF fortsætter han som målvogtertræner for ligaherrerne i TTH Holstebro og ligakvinderne i Ikast Håndbold.

Ribe-Esbjerg blev den sidste klub til at have Søren Rasmussen i målet.

I sin aktive karriere var Rasmussen også forbi klubber som AaB, Bjerringbro-Silkeborg og Flensburg-Handewitt, som han vandt Champions League med i 2014.