Håndbold

Esbjerg henter endnu en nordmand

Den danske vicemester, Team Esbjerg, tilføjer sin syvende nordmand til truppen i form af playmakeren Julie Bøe Jacobsen fra Byåsen.

Team Esbjerg har torsdag udvidet sin trup med endnu en norsk spiller.

Den 24-årige playmaker Julie Bøe Jacobsen bliver således den syvende norske spiller i Jesper Jensens trup, meddeler klubben i en pressemeddelelse. Hun kommer fra Byåsen HE.

- Da muligheden for at hente Julie Bøe Jacobsen opstod, og hendes kæreste i forvejen er i byen, måtte vi forfølge det.

- Hun er en playmakertype med fine gennembrudskvaliteter og et godt blik for at gøre sine medspillere gode, siger Jesper Jensen.

Hædret i Norge

Julie Bøe Jacobsen er kæreste med William Aar, der spiller for Ribe-Esbjerg i herrernes bedste række.

Den danske vicemesters nyeste tilgang blev i 2019/20-sæsonen kåret til årets playmaker i den bedste norske række, men blev kort efter ramt af karrierens anden korsbåndsskade og vendte først tilbage i januar 2022.

- Især i slutningen af sæsonen er det gået virkelig godt, og jeg håber at fortsætte på samme niveau i Esbjerg, siger Julie Bøe Jacobsen.

Nora Mørk på vej

Ud over norske profiler fra sidste sæson som Henny Reistad og Kristine Breistøl har klubben også fået tilgang af stjernespilleren Nora Mørk denne sommer.

Team Esbjerg har i alt syv norske spillere i sin trup, men én af dem får givetvis begrænset spilletid i den kommende sæson.

Den norske landsholdsfløj Sanna Solberg venter således sit første barn og er sat til at føde en datter 25. januar.