Ekspert jubler: - En utroligt smuk historie
Henrik Toft Hansen vender tilbage til den vestjyske hjemegn, da han fra sommeren 2023 har skrevet kontrakt med Mors-Thy Håndbold.
Onsdag har Mors-Thy officielt meddelt, at Henrik Toft Hansen skifter til klubben næste sommer.
TV 2 SPORT kunne tirsdag erfare, at landsholdsspilleren Henrik Toft Hansen vender hjem til den danske liga.
Til næste sommer skifter han nemlig franske Paris Saint-Germain ud med Mors-Thy i den danske liga.
Mikkel Hansen vender hjem til den danske liga om et par uger, mens Toft Hansen stiller sig i køen af spillere, der vender hjem efter næste sæson. En kø, hvor han står sammen med Rasmus Lauge, Niklas Landin og Simon Hald.
I modsætning til ovennævnte spillere har Toft Hansen dog ikke valgt en af storklubberne i Danmark, og det glæder TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen:
- Det er et stort skifte. Han har vundet alt, der kan vindes. EM, VM og OL. Nu vender han tilbage, og han vender ikke tilbage til en af de store klubber. Han vender tilbage til der, hvor det hele startede. Det er en utroligt smuk historie.
35-årige Henrik Toft Hansen har til næste sommer været i udlandet i ti år, efter at han i 2013 skiftede fra Bjerringbro-Silkeborg til HSV Hamborg.
Den danske liga har aldrig været bedre
Tometermanden spillede fra 2004 til 2006 i HF Mors, den ene af Mors-Thys to moderklubber, men da stregspilleren også har gjort sig i både Bjerringbro-Silkeborg og Aalborg inden sit udlandsskifte, kunne han nok også have valgt at vende hjem til en af de mere profilerede klubber.
Det har han som bekendt ikke, og det skal dansk håndbold faktisk glæde sig over.
- Den danske breddehåndbold er inde i en kolossal udvikling i øjeblikket. Skiftet til Mors-Thy viser, at der er økonomiske muskler, men også at man bliver bedre og bedre i den danske herreliga til at være attraktiv. Ligaen har aldrig været bedre, vurderer Peter Bruun Jørgensen.
Mors-Thy nåede slutspillet i den forgangne sæson og sluttede som nummer seks.
Den nye håndboldsæson begynder 23. august med Super Cup-opgørene mellem mestrene og pokalvinderne hos både mænd og kvinder.