Håndbold

Officielt: Team Esbjerg henter dansk landsholdskeeper

Anna O. Kristensen har skrevet under på en treårig aftale med Team Esbjerg, der gælder fra sommeren 2023.

Fra næste sommer vil Team Esbjerg have endnu en stor profil på holdkortet.

Som TV 2 SPORT kunne erfare torsdag, skifter landsholdsmålvogteren Anna O. Kristensen nemlig i sommeren 2023 til Team Esbjerg, hvor hendes kontrakt med Viborg HK udløber.

Det meddeler Team Esbjerg på sin hjemmeside.

I forhold til sin alder har hun et uhørt højt niveau

Jesper Jensen, Team Esbjergs cheftræner

I Esbjerg ser hun frem til at spille for en "spændende klub med gode værdier."

- Sportsligt vil jeg gerne tage et skridt videre til en klub, der spiller med i Champions League, siger Anna Kristensen til Team Esbjergs hjemmeside.

- Team Esbjerg har et rigtig spændende hold - ikke kun i denne sæson, men også i de næste. Jeg tror, jeg kan få et rigtig godt samarbejde med Milling. Mit mål har hele tiden været at nå så langt som muligt, og jeg er stolt af, hvad jeg har nået på få år, siger Anna Kristensen.

For kort tid siden offentliggjorde Team Esbjerg, at de også har købt det unge målmandstalent Amalie Milling fri i København Håndbold.

Har et uhørt højt niveau

Anna Kristensen har gjort kometkarriere, siden hun i 2019 tog fra Skanderborg til Viborg. Samme år fik hun debut på landsholdet, hvor det foreløbig er blevet til 12 A-landskampe - senest i april i EM-kvalifikationen.

Det er også blevet til en enkelt slutrundekamp - ved EM på hjemmebane i 2020 mod Frankrig - men Viborg-keeperen har indtil videre mest stået bag Sandra Toft og Althea Reinhardt i køen, når holdet til slutrunderne er blevet sat.

Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, betegner Anna Kristensen som et af verdens største talenter i målet.

- I forhold til sin alder har hun et uhørt højt niveau, og hun vil kunne gøre en forskel på et top-seks-hold i verden, som vi har ambitioner om at være. Det er ikke tilfældigt, at vi har indgået treårige kontrakter med både Amalie og Anna, som er helt fremme i Danmark, men også har højt internationalt niveau, siger Jesper Jensen.