EM håndbold

- Det bliver en stor omvæltning, siger Nyegaard

Line Haugsted er en af verdens tre bedste forsvarsspillere, mener Bent Nyegaard, der dog er fortrøstningsfuld på landsholdets vegne.

Udsigten til et EM uden Line Haugsted bør give panderynker i den danske lejr, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det er et stort slag, og det bliver en stor omvæltning.

Haugsted havde dårligt nyt om sin skulderskade, der betyder, at det er mest sandsynligt, at hun ikke er med landsholdet til november.

Top-3 i verden

Bliver det til et afbud, efterlader hun et hul i forsvaret såvel som i kontraspillet.

- Hun er anerkendt som en top-3 i verden på forsvarsspositionen. Hvis vi kigger over de seneste år, har hun været fast forankret i det centrale forsvar sammen med de danske stregspillere og har været den gennemgående figur.

- Den anden ting er, at det gradvist er blevet bedre og bedre på kontraspillet under Jesper Jensens regeringsperiode, hvor hun er blevet livsfarlig, siger Bent Nyegaard.

Flere gode erstatningsmuligheder

Eksperten er dog fortrøstningsfuld, for erstatninger er der nok af.

Det bliver dog svært at få det til at blive så flydende og med så lav fejlfrekvens, som det har udviklet sig til at være med Haugsted, påpeger Nyegaard.

- Der er flere kombinationsmuligheder og mange kompetencer til rådighed for Jesper Jensen. Indimellem har Kristina Jørgensen dækket op inde på midten på landsholdet, og Metz-spilleren har haft stor erfaring med at dække den position for Viborg.

- Mia Rej er også kendt for at være en rigtig dygtig kontraspiller, men her er problematikken, at man skal finde løsninger, hvis Jesper Jensen ikke vil bruge hende som back.

- Mette Tranborg dækker også 3'er-positionen hos Team Esbjerg og i perioder sammen med Kathrine Heindahl, hvilket de kan tage med sig til landsholdet.

Danmark spiller første kamp ved EM mod værterne fra Slovenien 4. november. Derudover er de i gruppe med Sverige og Serbien.