Håndbold

Afsonede karantæne 'forkert' - nu bliver han straffet igen

Heine Eriksen skal nu igen afsone karantæne i sagen, der allerede har kostet ham en kamp på tribunen.

Det begyndte med ni famøse ord og en karantæne.

Men selv om det snart er et halvt år siden, Aarhus United-træner Heine Eriksen udbrød: "Det er grotesk ringe og pinligt at se på" til dommerne Line Hesseldal og Karina Christiansen efter en ligakamp, fortsætter sagen med at give Aarhus-klubben problemer.

Heine Eriksen har ganske vist allerede afsonet sin ene spilledags karantæne. Det gjorde han i sæsonens første ligakamp mod Ringkøbing den 31. august. Men nu har Aarhus-træneren fået endnu en spilledags karantæne i samme sag.

Vi har begået en fejl, og det betyder så, at jeg må tage den karantæne

Heine Eriksen

Hele miseren handler om en pokalkamp i august.

Forkert afsoning

Da Heine Eriksen tilbage i april blev idømt én spilledags karantæne, var meldingen, at han skulle afsone i den samme turnering. Aarhus Uniteds ligasæson var slut, da karantænedommen faldt, og næste ligakamp ville først være efter sommerferien.

Af samme årsag var Heine Eriksen med på bænken, da Aarhus United i maj - altså efter karantænedommen - slog 2. divisionsholdet Fredericia HK i 1/16-finalerne i pokalturneringen, og han var også med, da Aarhus United den 27. august slog Horsens i 1/8-finalerne.

Men her opstår problemet.

Mens 1/16-finalerne bliver administreret af Jysk Håndbold Forbund (JHF), er det Dansk Håndbold Forbund (DHF), der står for turneringen fra 1/8-finalerne og frem. Derfor er 1/8-finalerne en landsdækkende runde, mens 1/16-finalerne ikke er. Og det har afgørende betydning.

DHF's ligareglement siger nemlig, at karantænen skal afsones i ligaen eller i de landsdækkende runder af pokalturneringen. Alt efter hvad der kommer først.

Og da Aarhus Uniteds 1/8-finale i pokalen mod Horsens blev spillet inden den første ligakamp ude mod Ringkøbing, skulle Heine Eriksen altså have siddet uden for mod Horsens i pokalen - og ikke mod Ringkøbing i ligaen, som han gjorde.

Derfor har Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg nu idømt Aarhus United-træneren en ny karantæne på én spilledag. Samtidig er Aarhus United blevet idømt en bøde på 2000 kroner.

- Vi har simpelthen ikke været opmærksomme på, at der var den forskel på, om det var en 1/16-finale eller en 1/8-finale. Så vi har begået en fejl, og det betyder så, at jeg må tage den karantæne, lyder det fra Heine Eriksen selv.

Fik afgørende sms under kampen

I disciplinærudvalgets afgørelse på 10 sider, som Dansk Håndbold Forbund har offentliggjort, er det dog tydeligt, at Aarhus United langt fra har været tilfredse med forløbet omkring pokalkampen i Horsens, som Aarhus vandt 30-19.

Vi må kunne forvente, at observatøren kan guide klubberne i forhold til reglerne og fortælle dem, hvis de er på vej til at bryde dem

Bent Nyegaard, håndboldekspert

Kampens observatør, som var ingen ringere end formanden for Dansk Håndbold Forbunds dommerudvalg, Bjarne Munk Jensen, kunne nemlig før kampen ikke svare de to hold på, om Heine Eriksen måtte være med eller ej.

- Selvom DHF-observatør (Bjarne Munk Jensen, red.) under det tekniske møde havde erklæret, at en afklaring af det rejste spørgsmål ikke henhørte under hans rolle, valgte han efter det tekniske møde at rette henvendelse til DHF, skriver Aarhus United i sit høringssvar.

Her fik observatøren at vide, at DHF ikke mente, at Heine Eriksen måtte være med i kampen.

- Det er således først efter afviklingen af kampen, at DHF-observatør (Bjarne Munk Jensen, red.) oplyser, at han havde rettet henvendelse til DHF, og at han havde fået det svar, at der formentligt var et problem, skriver Aarhus United.

Bjarne Munk Jensen skriver selv i sit høringssvar, at han fik en sms fra DHF undervejs i kampen. Han har ikke ønsket at udtale til TV 2 SPORT om sagen.

Nyegaard vil have reglerne lavet om

Ifølge den turneringsansvarlige i Dansk Håndbold Forbund, Frank Smith, er det dog en misforståelse, at Bjarne Munk Jensen eller andre observatøren skal kunne svare på, om en træner eller spiller har karantæne i en konkret kamp.

- Observatørens rolle er at sikre, at den kamp, de er af sted til, glider. Der står jo mange ting i ligareglementet, og vi kan ikke forvente, at observatøren har indsigt i alle regler eller kan tolke på dem. Han skal jo heller ikke forholde sig til fx placering af reklamer mm., som jo også står beskrevet i ligareglementet, fortæller Frank Smith.

- I sidste ende er det altid klubbens ansvar at sikre sig, at de spillere og officials, der er med i kampen, må være med, siger Frank Smith.

Den forklaring er TV 2 SPORTs håndboldkspert Bent Nyegaard dybt forundret over.

- Vi må kunne forvente, at observatøren kan guide klubberne i forhold til reglerne og fortælle dem, hvis de er på vej til at bryde dem. Hvis det ikke er tilfældet i dag, så må vi straks have lavet det om, mener Bent Nyegaard.

Ifølge DHF's egne retningslinjer for observatører - punkt 3.2 - er det en forudsætning for at være observatør, at du har kendskab til DHF's regulativer og reglement. Desuden skal observatøren altid medbringe en kopi af de gældende spilleregler og reglementer.

Heine Eriksen og Aarhus United ønsker ikke at uddybe den kritik af observatør Bjarne Munk Jensen, som klubben fremfører i sit høringssvar.

- Den her sag har allerede fyldt rigtig meget. Nu vil vi bare gerne se fremad, siger Heine Eriksen.

Han afsoner sin nye karantæne på én spilledag på onsdag, når Aarhus United hjemme møder oprykkeren SønderjyskE.