Håndbold

Aalborg fortsætter fremragende CL-start

Aalborg Håndbold fik onsdag klubbens anden Champions League-sejr og indtager dermed en førsteplads i gruppe B.

Aalborg Håndbold fortsætter den fine start på Champions League.

Onsdag aften tog de danske vicemestre en klar sejr på 33-25 ude over norske Elverum.

Ung spiller imponerede

Den 21-årige højreback Mads Hoxer har været en af sæsonens helt store oplevelser i Aalborg, og onsdag fortsatte han med at imponere med hele syv scoringer.

I kampens indledning diskede han op med både scoringer og oplæg. På den måde blev han hovedarkitekten bag nordjydernes føring på 12-6 midtvejs i første halvleg.

Simon Gade i målet spillede ligeledes fornemt.

Mikkel Hansen nød i lange perioder forestillingen fra bænken. Den store stjerne kom på banen, når der skulle kastes straffekast, og til sidst i første halvleg kom han også ind i åbent spil og scorede til en pauseføring på 17-14.

Norsk modstand

Undervejs i første halvleg var Aalborg foran med syv mål, men føringen skrumpede altså i slutningen af halvlegen, og det fortsatte efter pausen.

Elverum spillede angrebsspil i højt tempo, og det rev i flere tilfælde den nordjyske defensiv i stykker. Samtidig begyndte Aalborg at afslutte på halve chancer i angrebet, og nordmændene var pludselig meget tæt på.

Ti minutter inde i anden halvleg gik der et sug gennem Aalborg-lejren. Mikkel Hansen trådte ned på en modstanders fod og vred anklen rundt. Han havde dog overskud til at score på det efterfølgende straffekast og spillede derefter videre.

Det blev en slags vendepunkt i kampen. Elverum kom aldrig faretruende tæt på igen, og Aalborg tog fra Norge med sejren i bagagen.

Aalborg har maksimumpoint efter to kampe i Champions League og indtager onsdag aften førstepladsen i gruppe B.