Håndbold

Danmark slipper for norsk stjerne

Den norske håndboldstjerne Stine Bredal Oftedal misser Golden League i Danmark i denne uge.

Stine Bredal Oftedal har brækket sin næse og vælger derfor at stå Norges kommende Golden League-kampe over.

Det fortæller håndboldstjernen selv til TV 2 Norge.

- Den er ikke ude af position, så det er et pænere brud. Men jeg kommer ikke til at tage nogen chancer, så derfor er jeg kun med i den første del af landsholdssamlingen, men uden bold og kontakt, siger Stine Bredal Oftedal.

Golden League afvikles i Danmark i denne uge som optakt til EM, og foruden de danske og norske kvindelandshold er Holland og Schweiz med i firenationersturneringen.

EM ikke i fare

31-årige Bredal Oftedal brækkede næsen under en træning i sin ungarske klub Györ fredag aften. Den norske stjerne fik et slag i ansigtet.

Efter Golden League skal hun endnu en gang have næsen tilset, men hun meddeler, at hendes EM-deltagelse overhovedet ikke er i fare.

- Der er i hvert fald ingen fare for dét, der venter i november, siger Stine Bredal Oftedal til TV 2 Norge.

Danmark møder Holland 29. september, Schweiz 1. oktober og Norge 2. oktober. Kampene spilles i henholdsvis Aarhus, Randers og Ikast.

I ugen op til EM, der begynder 4. november, spilles Intersport Cup i Norge. Her er Danmark og Holland også med, mens Schweiz er skiftet ud med Brasilien.

EM i kvindehåndbold spilles i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro. Danmark er i EM-gruppe med Sverige, Slovenien og Serbien.