Håndbold

Odense-stjerne dømt ude af landskamp mod Danmark

23-årige Dione Housheer kommer ikke i aktion mod Danmark i Golden League, da hun fortsat er skadet.

Du kan se Golden League på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Hun udgik i store smerter og tog sig til fingeren.

Hollandske Dione Housheer forlod banen, da Odense Håndbold mødte Vipers Kristiansand i Champions League, og hun kom ikke tilbage.

Odense har ikke meldt noget ud om skadens omfang. Det har den hollandske landstræner, Per Johansson, dog. Han kan fortælle, at hun ikke kommer i aktion ved Golden League, der spilles torsdag, lørdag og søndag.

- Skaden varer længere end en uge. Dione kommer ikke til at spille under Golden League, siger Johansson ifølge handballinside.

- Hun er en spiller, der har unikke kvaliteter og kan bringe noget ekstra. Jeg kan virkelig bruge hende under EM. Sådan en spiller kan Estevana Polman også være.

Store profiler er ude

Dermed har Holland lidt endnu et knæk inden Golden League.

Holdet mangler i forvejen Tess Wester, der er gravid, mens Lois Abbingh lige er blevet mor. Larissa Nusser, Danick Snelder og Harma van Kreij er alle skadet og vil heller ikke være med.

Odense tabte med 27-34 til Vipers, og fynboerne har kun én sejr efter tre kampe.

Danmark møder Holland i den første kamp ved Golden League torsdag.

De to øvrige nationer er Norge og Schweiz.